Med bjørnevagt på isen

”Jeg er ked af det, men vi er simpelthen nødt til at afbryde. Jeg kan ikke se, hvis der kommer en isbjørn,” siger Rune Svendsen, som er sikkerhedsansvarlig fra det norske firma Akvaplan-niva. Rundt om ham står et internationalt hold af utålmodige havforskere, som kun har to korte dage til at indsamle prøver i en fjord øverst på jordkloden, inden det lille fly går ud igen.
Vi er ved minebyen Svea i Van Mijn-fjorden, Svalbard, i marts. I går var her minus 25 grader, men i dag er temperaturen steget til lige under frysepunktet. Luften er fuld af store snefnug, som har udvisket alle konturer af de stejle fjeldsider rundt om barakken. På grund af fnuggene kan man ikke se, om en isbjørn skulle nærme sig.

Kun to kilometer herfra, ude på fjordisen, ligger den forsøgsopstilling, som forskerne tripper for at komme ud til. Otte specialbyggede gummiposer på store ringe, som er frosset ind i fjordisen, for at man kan studere, hvordan råolie og brug af forskellige teknikker til at fjerne det påvirker livet i isen og i grænsefladen mellem is og vand. De tre metoder til at fjerne spildt olie, som holdet undersøger effekten af, er naturlig nedbrydning, afbrænding og kemisk findeling, såkaldt dispergering.

Skydekursus til alle

Alle forskere har været på skydekursus inden afgang, og der er rifler på alle scootere, hvis en isbjørn skulle komme for tæt på. Men dette er bjørnenes hjemmebane, og det gælder først og fremmest om ikke at komme i en situation, hvor man opdager bjørnen så sent, at man bliver nødt til at skyde. Så i snevejr som dette står arbejdet stille.

Imens tilbage i Longyearbyen 80 km væk har to andre fra holdet travlt med at gøre laboratoriet klar. Erhvervs-ph.d. Kirstine Toxværd, Cowi, og hendes vejleder fra DTU Aqua, professor Torkel Gissel Nielsen, sorterer vandlopper og mærker flasker til at sætte forsøg op i, når kollegerne forhåbentlig kommer hjem med vandprøver hentet under isen under de otte gummiposer. Her skal vandlopperne gå to uger i vandet, mens forskerne løbende måler deres ægproduktion og stofskifte (fødeoptag og iltforbrug) for at se, om de bliver påvirket af oprydningsmetoderne.

”Responsen er vigtig for at se, hvordan forskellige teknologier til at fjerne olien påvirker de dyr, vi ser på. Det kan man bruge til at sige noget om, hvordan det kan påvirke fødekæden og dermed hele det marine økosystem. Resultaterne kan bruges til at forbedre beslutningsgrundlaget for olie- og gasindustrien og er vigtig viden i forhold til at kunne rådgive om miljøpåvirkning af olieudvinding i Arktis,” forklarer Kirstine Toxværd.

Forskellige metoder, forskellige effekter

Det er første gang, man undersøger den biologiske respons på forskellige oprydningsmetoder in situ i et isdækket arktisk miljø, hvor traditionelle mekaniske oprydningsteknologier ikke fungerer. De metoder, man tester, anvendes i dag, hvis uheldet er ude, og olie slipper ud i miljøet fra en boring eller ved et skibshavari. De enkelte forsøgsopstillinger er afgrænset af gummiposer ned gennem isen.

Den store ubekendte er, hvordan havis påvirker nedbrydningen af olien og effekten af de forskellige oprydningsmetoder på havmiljøet. Tidligere forsøg har f.eks. vist, at dispergeringsmiddel, der virker som en slags opvaskemiddel, der sætter sig rundt om oliedråberne og findeler dem, kan forhindre, at fugle bliver smurt ind, eller at store olieplamager flyder i land på kysten. Men samtidig gør dispergering olien tilgængelig for de mindre organismer i havet, som f.eks. vandlopperne og det encellede dyreplankton, der lever i randzonen mellem havis og vandsøjle. Det, man ikke ved, er, hvordan effekten bliver af den og andre oprydningsmetoder, hvis der også er havis med i billedet.

For at undersøge det er eksperimentet ved kulminen i Van Mijn-fjorden sat op i den bidende kulde i polarmørket i Svalbard i januar. I seks af ringene har man hældt olie udvundet i Barentshavet, og i sæt af to bliver olien henholdsvis brændt af og behandlet med dispergeringskemikalier, som man bruger ved oprydning for at få olien til at findele sig. I de sidste to ringe bliver olien efterladt uden behandling (naturlig nedbrydning). Og så er der en kontrol helt uden olie.

Klar til afgang. Alle snescootere skal være bevæbnet med rifler, når man er ude på isen.

Vigtige vandlopper

De danske deltagere i projektet, eksperter fra DTU Aqua og Cowi, har i fællesskab ansvar for den del af projektet, som handler om responset hos vandlopper og hos det mikroskopiske, encellede dyreplankton, som lever i overgangszonen mellem isen og vandet. De små dyreplanktonorganismer kan bringe giftstoffer fra olien i isen videre ud i fødekæden, når de bliver spist af vandlopper, som igen spises af fisk. Andre forskergrupper ser på, hvordan alger i isen og polartorsk bliver påvirket, så flere niveauer i fødekæden er dækket.

”Vi kender alle de skræmmende billeder af fugle og pattedyr smurt ind i olie efter et udslip. Den største biomasse i havet udgøres imidlertid af de nederste dele af fødekæden, som er grundlaget for alt liv i havet, fordi de fører energi i form af fedt videre i fødekæden. Men hvordan de reagerer på olie eller på de teknologier, der anvendes til at håndtere oliespild, ved man generelt meget lidt om. DTU Aqua har lavet noget pionérarbejde med pyren, som er et tjærestof, men dette er første gang, at man ser på effekten af hele cocktailen i det naturlige miljø,” siger professor Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua.

Der hentes olieforurenede vandprøver op fra vandet under isen. Tilbage i laboratoriet skal vandlopper gå i vandet i to uger, mens forskerne studerer deres tilstand.

Sårbart forår

I takt med at isen i Arktis smelter, bliver områder, der tidligere har ligget under et tykt lag is, tilgængelige. Amerikanske geologiske undersøgelser anslår, at 13 procent af verdens uopdagede reserver af olie og 30 procent af gasreserverne vil findes i Arktis. Både eventuel olieudvinding og øget skibstrafik rummer en potentiel trussel i form af utilsigtede oliespild i de sårbare arktiske marine økosystemer.

For at undersøge, om det arktiske økosystem er særligt sårbart om foråret, hvor vandlopper spiser sig fede i alger og reproducerer sig, og dermed skaber grundlag for de store fiskerier i blandt andet Barentshavet og langs Grønlands vestkyst, kommer forskerholdet tilbage i maj for at hente vand og gentage forsøget. De vil gerne hente vandet så sent som muligt, inden isen smelter, så vandlopperne er klar til at reproducere sig, men det er også vigtigt at gøre det, mens isen stadig er sikker nok at arbejde på.

Vandprøver, som er hentet under dagens tur på isen, hældes på flasker med vandlopper.

Isbjørne i fjorden

Tilbage i Svea ved den frosne fjord i marts står flokken af forskere klar med flaskerne til fjordvand pakket på slæden bag på snescooteren. Da snevejret endelig stopper, og der bliver givet tilladelse, er snescooterne af sted ud på fjordisen. Med sig har de en bevæbnet vagt, som alene har til opgave at holde øje med eventuelle isbjørne, der måtte nærme sig. Med håndpumpe henter forskerne forsigtigt vand op fra underkanten af isen, som tappes på store glasflasker gennem et filter.

To dage og fire ture på isen senere har holdet to gange 25 liter fjordvand fra hver af de fire forskellige opstillinger i hus. Og med næste ledige fly er vandet og forskerne på vej tilbage til Longyearbyen, hvor to ugers intensivt arbejde i laboratoriet venter. Samme aften kommer der melding om, at der er set hele syv isbjørne i Van Mijn-fjorden.