Foto Lauren McCormick

Øl-genbrug kåret som Venture Cups bedste ide

Emil Frederik Buhl Krøll vandt hovedpræmien i startup-konkurrence for genbrug af restprodukter fra øl i fødevareproduktion.

I Nordens største startup-konkurrence, Venture Cup, er hovedpræmien på 100.000 kroner gået til Emil Frederik Buhl Krøll. Han får prisen for sin startup-virksomhed, Brewers Spent Grains, som specialiserer sig i at genbruge restproduktet ’mask’ fra ølbrygning i fødevareproduktion. Emil er uddannet fra DTU og Københavns Universitet, og forhandler netop nu med DTU Fødevareinstituttet om et samarbejde, der skal hjælpe med at videreføre hans forskning. 

”Jeg synes, at præsentationen gik rigtig godt, men jeg var vildt overvældet og kanon overrasket over at vinde hovedpræmien,” siger Emil Buhl Krøll.

Emil startede med at undersøge, hvordan man kunne genbruge mask i fødevareproduktion, da han begyndte at skrive sit speciale for et år siden. Han har nu taget erfaringen med sig videre til sin virksomhed, Brewers Spent Grains.

Hans tidligere specialevejleder og to af hendes bekendte har hjulpet ham med at lave en solid forretningsplan, som ifølge Emil var en af grundene til, at han vandt de 100.000 kr.

”Pengene skal bruges på at tage virksomheden ind i sin anden fase, hvor jeg skal bevise, at forretningen kan køre rundt. Så det handler om at forbedre teknologien og skaffe nogle kunder, som er interesseret i at bruge masken i deres fødevarer” siger Emil Buhl Krøll.

"Tiden er helt rigtig for en virksomhed som Brewers Spent Grains"
Emil Buhl Krøll

Mask bliver i dag brugt til at lave dyrefoder til for eksempel kvæg, men restproduktet er vådt og varmt, når det kommer fra ølproducenten. Derfor når mask ofte at blive fordærvet, inden det når ud til staldene. Emil har med virksomheden Brewer Spent Grains specialiseret sig i at forarbejde masken med en ny teknologi, så den ikke bliver fordærvet og derfor kan bruges i fødevareproduktion.

”Der er meget fokus på genbrug og bæredygtig produktion, og med så stor mangel, der nogle steder i verden er på nye fødevareressoucer, så er tiden helt rigtig for en virksomhed som Brewers Spent Grains,” siger Emil Buhl Krøll.

Emil har desuden en kandidat i fødevareinnovation fra Københavns Universitet, hvor han afleverede sit speciale sidste år.