Foto: Boligfonden DTU

312 nye boliger til internationale studerende

Fra begyndelsen af august 2018 bliver et helt nyt boligkompleks opført til internationale studerende på DTU. Boligkomplekset indeholder 312 præfabrikerede studieboliger, som er på betalingsvenlige vilkår.

I starten af august foretages det første spadestik til byggeriet, der bliver en del af det udbud af studieboliger, som Boligfonden DTU udlejer. De nye boliger opføres i det nordvestlige hjørne af DTU Campus og bliver betalingsvenlige for internationale studerende.

”Der har i mange år har været et stigende underskud på denne type af boliger, og projektet i sig selv løser ikke underskuddet, men er et lille skridt i den rigtige retning,” siger Mikael Hyttel Thomsen, som er direktør i Boligfonden DTU.

De nye boliger bliver lavet som en modulløsning, fordi det er en byggemetode, som er nem at skalere op ligesom den effektive byggetid optimeres. Den enkelte bolig er cirka 18 kvadratmeter, hvor der uden spildplads er toilet, bad, køkken og opholdsrum.

”Samtidig er det et godt og solidt produkt, som kan klare det danske klima,” siger Mikael Hyttel Thomsen.

Hele boligen - inklusiv køkken, toilet og bad samt installationer som gulvvarme - bliver installeret på forhånd, og derefter bliver modulerne kørt til byggepladsen, hvor der er støbt fundament og klargjort forsyninger. Byggepladsen på campus i Lyngby kan således klargøres samtidig med, at boligerne bliver bygget, hvilket betyder, at samtlige 312 boliger står klar til indflytning i begyndelsen af 2019.

”Byggeriet kommer til at bestå af to gange tre boligblokke, som begge danner en u-form og er adskilt af en cykel- og gangsti samt et grønt beplantningsbælte. De kommer til at være i tre etager, hvoraf 12 boliger indrettes til kørestolsbrugere,” siger  Mikael Hyttel Thomsen og fremhæver, at de nye studieboliger vil være medvirkende til, at skabe det levende og dynamiske campusmiljø.

Boligfonden DTU har inviteret de nærmeste naboer til orienteringsmøde på Byggepladsen ved Nordvej/Vest, torsdag den 16. august kl. 17:00 – 18:00, hvor der også bliver lejlighed til at se en af boligerne indefra.