Kvindenetværk

Kampteknik til karriereforløbet

Arbejdsmiljø
Lone Dybdal Nilsson, Novozymes, bruger aktivt sit medlemskab af DTU Alumni til at holde sig ajour med f.eks. den nyeste forskning.

Sådan lød titlen på et arrangement, som DTU Alumnis nye karrierenetværk for kvinder, RelatING, stod for. 60 erhvervskvinder fik inspiration til karriereudvikling med veloplagte oplæg fra henholdsvis Nina Uller, Flyvevåbnet, og Arne Norheim, direktør i IBM. Oplægsholderne bidrog blandt andet med interessante vinkler på emner som kvinder i ledelse og diversitet på arbejdspladsen.

En af deltagerne var Lone Dybdal Nilsson, growth platform director i Novozymes A/S. Foruden at hun sidder i DTU Alumnis advisory board, er hun også medinitiativtager til karrierenetværket for kvindelige DTU-alumner.

”Som DTU-alumne har jeg adgang til et kæmpe netværk af mennesker med fælles baggrund – et bredt netværk, som har deltagere over hele verden. Det er et af de største etablerede netværk i Danmark,” siger Lone Dybdal Nilsson.

Ud over at medlemskabet sikrer kontakten til den tidligere uddannelsesinstitution, er det også en mulighed for at holde sig opdateret rent fagligt:

”Jeg holder mig ajour med den nyeste forskning, blandt andet ved at orientere mig om de seneste ph.d.- forsvar, som omtales i vores nyhedsbrev. Og jeg deltager gerne i foredrag med interessante oplægsholdere og interagerer gerne med andre alumner, som kan give mig indsigt og viden inden for mit fagområde, bioteknologien.”

Om DTU Alumnis nyetablerede karrierenetværk RelatING udtaler Lone Dybdal Nilsson: ”Nu er et kvindenetværk jo ikke det eneste netværk, en DTU-kvinde har brug for i sit daglige arbejde. Men jeg tror alligevel, at dette specifikke forum kan være et trygt sted at begynde at bygge netværk – netop på basis af kvindelige ingeniørers fælles kulturbaggrund. Mænd har ofte et mere umiddelbart forhold til at netværke, hvor nogle kvinder skal vænne sig til tanken om, at man kan bruge netværk som f.eks. karrieresupport,” slutter Lone Dybdal Nilsson.