Prins Joachim overværede testkørsel af økobilerne Dynamo og Innovator på DTU

I dag blev DTU's to økobiler, Dynamo og Innovator, testkørt på DTU under overværelse af H.K.H. Prins Joachim. Holdet bag de to biler, FLSmidth Roadrunners, er nu klar til at konkurrere ved Shell Eco-marathon i begyndelsen af maj 

DTU's to økobiler, Dynamo og Innovator, blev i dag vist frem for offentligheden for første og sidste gang inden afgangen til Shell Eco-marathon i begyndelsen af maj. Det er sjette gang, DTU deltager i løbet, der går ud på at køre så langt som muligt på så lidt brændstof som muligt. Bilernes navne er de samme, men såvel udvendigt som indvendigt er der sket store forandringer i bestræbelserne på at gøre det endnu bedre i år. Mange interesserede, heriblandt pressen, studerende, ansatte og familiemedlemmer, havde derfor taget opstilling på DTU for at se og høre de spektakulære biler, og deltagerne på holdet bag de to økobiler, FLSmidth Roadrunners, fortalte veloplagt om deres frembringelser.

 

Ikke kun for ingeniører

Rektor Lars Pallesen overværede også testkørslen, og inden da bød han velkommen til H.K.H. Prins Joachim og de øvrige fremmødte. Han benyttede lejligheden til at udtrykke sin glæde over, at det ikke kun – som man kunne konstatere med et blik ud over forsamlingen – var ingeniører, der interesserede sig for engineering. Lars Pallesen pointerede også vigtigheden af det praktiske element i arbejdet med økobilerne:

”Vi er ikke tilfredse med blot at forså – det skal blive til noget.”

H.K.H. Prins Joachim replicerede med at udtrykke sin glæde over, at han ikke var den eneste ikke uddannede ingeniør til stede. Han udtrykte også sin fornøjelse ved at følge studerende, der arbejder med det automotive og miljøvenlige.

Efter de indledende ord fik Prins Joachim en mere grundig indføring i de to bilers brændstoffer og fremdriftssystemer: Dynamo, der kører på DME, og Innovator, der kører på brint. Dagen blev afsluttet med en testkørsel af økobilerne, som lovede godt for deltagelsen i Shell Eco Marathon. – Men mon ikke de studerende alligevel finder noget, de kan forbedre inden afgang.

 

Læs mere om Dynamo og Innovator her.

Læs mere om Shell Eco-Marathon her (dansk) og her (engelsk).

 

 

 Jesper Schramm, Christoffer Hansson og H.K.H. Prins Joachim

H.K.H. Prins Joachim får sig en snak med lektor Jesper Schramm, DTU Mekanik, (t.v.) og teamleder Christoffer Hansson foran økobilen Dynamo. Foto: Thorkild Amdi Christensen

 

prinsen og erasmus.jpg

H.K.H. Prins Joachim nærstuderer økobilen Innovator i selskab med teamleder Erasmus Rothuizen. Foto: Thorkild Amdi Christensen