Ulla Tørnæs nåede på en mere end to timer lang visit på DTU at stifte bekendtskab med både studenter-startups på DTU Skylab, ny forskning fra DTU Nanotech og moderne undervisningsformer på DTU Compute.
Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs nåede vidt omkring ved sit besøg på Lyngby Campus tirsdag den 19. april, hvor hun blev præsenteret for eksempler på DTU’s kerneområder innovation, forskning og uddannelse.
På rundturen mødtes ministeren blandt andet med DTU’s ledelse; hun hørte om, hvordan DTU Nanotech arbejder med at udvikle bedre kemoterapi, som kun rammer kræftcellerne og ikke det raske væv, og hun blev introduceret til nye undervisningsformer som e-læring og sikring af kvalitet i undervisningen på DTU Compute.
Dagen begyndte dog i DTU Skylab, en 1500 kvm stor kreativ legeplads for studenterinnovation og -entreprenørskab. Her har de studerende adgang til kontorer, laboratorier, it- og prototypeværksteder med avanceret udstyr som 3D-printer, 3D-skanner, laserskærer og CNC-fræser.
Værdi i det danske samfund
”Det har været en spændende formiddag. Jeg fornemmer, at der i Skylab foregår rigtig mange ting, som jeg håber, vil omsætte sig til værdi i det danske samfund. Og jeg fornemmer, at det allerede er i fuld gang,” siger Ulla Tørnæs.
En af de studerende, der er godt i gang med sit drømmeprojekt, er Mads Kjer, der er studerende på Design og Innovation. Han fortalte bl.a. ministeren om sin startup-virksomhed Billetfix, der tilbyder et online billetsystem for både amatører og professionelle. Billetfix er en af de 31 studenter-startups, der så dagens lys i 2015.
En lille drøm i maven
”Jeg er glad for at være et af Skylab’s mange ansigter. Det betyder meget, at vores opstartsvirksomheder får opmærksomhed fra uddannelses- og forskningsministeren. Og så er det fedt, at Ulla Tørnæs viser interesse over for en studerende som mig, der sidder med en lille drøm i maven om at lave et projekt.”
Også DTU’s rektor, Anders Bjarklev, har med glæde noteret sig, at Ulla Tørnæs i nogle af sine første udtalelser som minister lægger vægt på innovation og entreprenørskab, som er kerneaktiviteter i DTU’s virke:
”Det er glædeligt, at innovation og entreprenørskab ligger ministeren på sinde. Med hendes besøg fik vi således lejlighed til at fortælle, at DTU ikke bare leverer undervisning og uddannelse, men høj kvalitetsuddannelse på internationalt niveau, der går hånd i hånd med vores tilsvarende høje forskningsniveau. Og så fik vi rundet ministerbesøget af ved at give ministeren et kik ind i vores undervisningsformer, hvor vi bruger moderne digitale medier på mange og nye og spændende måder. Det ændrer i høj grad undervisningsbilledet på vores universitet.”