Fredag den 20. januar holdt en gruppe diplomingeniørstuderende i IT åbent hus på DTU. Til det åbne hus fremviste de hjemmelavede computere med simple spil, som de havde bygget og programmeret i løbet af de sidste tre uger.
Det åbne hus trak omkring 100 mennesker til, og de fremmødte blev mødt af småkager, sodavand, slik og snacks. De studerende havde selv bygget computerne fra bunden af og sat alle komponenter sammen. Til det åbne hus præsenterede de studerende ni forskellige spil, og der var alt fra varianter over Nokia-klassikeren Snake, til det kombinerede robot/computerspil LC3PO. De besøgende kunne deltage i en konkurrence, hvor de tre bedste spil blev kåret.
Åbent hus arrangementet var kulminationen på et 3-ugers forløb, hvor de studerende selv har samlet computerne og programmeret dem til at køre spillene. Forud for kurset har de gennemgået et 13-ugers teoretisk forløb, hvor de studerende har lært, hvordan computere virker – både hardware og software. Amanuensis Edward Todirica som underviser på forløbet, fortæller, hvorfor det er vigtigt, at de studerende kender til både hardware og software:
”Ikke alle forstår, hvordan biler er opbygget, men alle bruger dem – ligesom computere. Vi kan sammenligne computere med biler: Hardwaren er bilen, softwaren er føreren. Alle kan køre en BMW, men hvis man vil presse en bil til at yde optimalt, som Michael Schumacher gør, skal man kende bilens præcise opbygning. Hvad de forskellige komponenter gør, og hvordan skal de indstilles for en optimal præstation.”
Edward Todirica ser desuden åbent hus arrangementet som god motivation for de studerende. Det at man anvender sin teoretiske viden i et projekt, der skal vises frem, og at der samtidig er en konkurrence involveret, gør, at de studerende arbejder hårdt og koncentreret for at skabe de bedste resultater. Steffen Karlsson, som var en af de studerende bag Snake-spillet til arrangementet, var også begejstret for muligheden for selv at vælge, hvad projektet skulle munde ud i:
”I 3-ugers perioden har faget fanget mig mere, end jeg havde troet, og det har været sjovere end forventet. Det gør en hel del mere for interessen, at man selv kan vælge, hvad man vil lave. Det øger ens motivation.”
Hvis du vil vide mere om kursets forløb, kan du læse og se videoklip på DTU Informatiks hjemmeside