Der kan spares mange penge og megen energi ved at tænke mere energivenligt, når der bygges nyt, og når eksisterende bygninger renoveres. Der er især et meget stort uudnyttet potentiale i at energirenovere parcelhuse fra 60’erne og 70’erne og mange offentlige bygninger. En nylig undersøgelse, som DTU har udarbejdet for Rockwool A/S, viser, at den offentlige sektor kan spare 74 pct. af det årlige energiforbrug og 4 mia. kr. årligt ved at energioptimere sine bygninger.
”Allerede i dag bygges der passivhuse som nybyggeri, men for at indsatsen virkelig skal batte, skal der ske en markant indsats i den eksisterende bygningsmasse. På sigt kan alle bygninger sikres et godt indeklima uden brug af fossile brændsler, hvis det enkelte hus ses i sammenhæng med byens øvrige energisystem, men udviklingen kræver forskningsbaseret indsigt bl.a. for at sikre økonomisk bæredygtighed, et sundt indeklima og optimerede energisystemer” siger institutdirektør Jacob Steen Møller fra DTU Byg.
For at sætte gang i udviklingen og anvendelsen af sådanne energibesparende teknologier arrangerer DTU Byg en international workshop om bæredygtige bygninger 19. juni Workshoppen er en del af DTUs innovationsprogram ”Klimateknologi”, som skal sætte klimaudfordringerne på dagsordenen. Omkring 100 danske og internationale forskere deltager sammen med politikere og repræsentanter for industrien i workshoppen. Deltagerne skal diskutere udviklingen af politiske, økonomiske og forskningsmæssige lavenergistrategier og – teknologier, som kan sænke energiforbruget i såvel nybyggeri som i eksisterende bygninger.
Og netop samarbejdet mellem de forskellige parter er af stor betydning, hvis de store besparelser på CO2-regsnkaber skal opnås, og bygningsområdet på sigt kan blive uafhængig af energiforsyning baseret på fossile brændstoffer, understreger Svend Svendsen, som er professor i bygningsenergi på DTU Byg.
”DTU har teknologien og viden til at udvikle de nødvendige teknologiske løsninger, men vi kan ikke gøre det alene. Alle parter må tage et medansvar. Myndighederne må stramme energikravene i bygningsreglementet og sikre ordninger, der stimulerer, at eksisterende bygninger energirenoveres til lavenergi-niveau. Ligesom byggebranchen skal råde over tilstrækkelig kvalificerede fagfolk og ingeniører, som kan implementere teknologierne,” siger DTU-professor Svend Svendsen, og tilføjer, at der også bør uddannes flere bygningsingeniører end i dag til at udvikle og projektere de energibesparende teknologier i bygninger og deres varmeforsyning.
Workshoppen skal munde ud i en række konkrete forslag til, hvordan forskning, uddannelse, industri og myndigheder i fællesskab kan bidrage med effektive løsninger, der kan hjælpe med at løse klimaproblemerne. Forslagene vil indgå i DTUs anbefalinger til den danske regering før FNs klimatopmøde i København 2009.
Pressen er velkommen til at overvære hele eller dele af workshoppen.
For yderligere oplysninger kontakt:
Professor Svend Svendsen, DTU Byg, 2261 1854, ss@byg.dtu.dk
Institutdirektør Jacob Steen Møller, DTU Byg, 4525 1746, jsm@byg.dtu.dk
Forskningsassistent Henrik Tommerup, DTU Byg, 4525 1859, hmt@byg.dtu.dk
Fakta om energibesparelse i byggeriet:
Så stort er sparepotentialet:
- Bygninger står for 40-50 pct. af energiforbruget i DK. Analyser fra BYG DTU viser, at det forbrug kan sænkes 60-80 pct. frem til 2050.
- Sparepotentialet ligger i eksisterende bygninger. 75 % af alle bygninger er opført før 1979, hvor isoleringskravene blev skærpet for første gang.
- En nyere undersøgelse viser, at den offentlige sektor kan spare 74 % af energiforbruget ved at energioptimere sine bygninger - en besparelse på ca. 4 mia. kr. årligt, mens merudgiften vil være ca. 2,9 mia. kr. årligt frem til 2020.
Kilder: Rockwool A/S, Dansk Byggeri, Energistyrelsens energistatistik 2005 og Danmarks Tekniske Universitet, DTU
Yderligere oplysninger om workshoppen og DTUs innovationsprogram, DTU Klimateknologi:
http://www.dtu.dk/subsites/klima.aspx
www.byg.dtu.dk
www.LavEByg.dk