Et af Roskilde Festivals utallige arbejdssjak i gang med at montere Crossbox i Gloria Zone. Foto: Ditte Valente

DTU-studerende udvikler Crossbox - de nye siddepladser på Roskilde Festival

Byggeri

EU-paller, krydsfiner og tusindvis af skruer har i mange år været brugt som råmaterialer til siddepladser i telte og ved scener på Roskilde Festival. Men da pallerne og pladerne ikke kan genbruges, bad Roskilde Festival forrige år DTU-studerende finde på en billigere, bedre og mere bæredygtig løsning. Den præsenterer fem studerende på årets festival med modulet Crossbox, der bruges i tre af festivalens zoner.

”Op til Roskilde Festival 2011 gennemførte DTU-studerende et analysearbejde, der dokumenterede problemet, og på grundlag af det har vi i år udviklet og produceret 700 moduler, som vi kalder Crossbox - en slags åbne kasser i træ, som kan sættes sammen uden værktøj. Modulerne har en U-profil, der minder lidt om formen på et kødben, og som låser kasserne sammen på tværs og i højden, så de ikke kan skride eller vælte,” fortæller studerende Michael Mansdal fra projektgruppen. 

I modsætning til de EU-paller og krydsfinerplader, der stadig er i brug på festivalen, kan Crossbox-modulerne let skilles ad og genbruges. Samtidig fylder de 80 procent mindre under opbevaring end pallerne.

”Ud over at man ikke skal smide en masse gode materialer ud efter festivalen, har Crossbox også den fordel, at modulerne er meget lette at samle og skille ad. Derfor går opstilling og nedtagning væsentligt hurtigere, end når der bruges paller,” siger Michael Mansdal.

Efter designfasen har to af de studerende brugt en måned på at fremstille modulerne, og et arbejdshold fra Roskilde Festival har derefter malet de fleste af dem i forskellige farver. Crossbox er i brug i Gloria Zone, Trade Zone og Sustainable Zone. Desuden er modulerne anvendt som scenegulv hos Roskilde Festivalradio.

De studerende ser nu frem til at se de færdige moduler og efter festivalen evaluere, hvordan de nye siddeinstallationer har fungeret i praksis.

Projektgruppen består af Michael Mansdal, Christoffer Ruø Rasmussen, Troels Kasper Theilby, Jon Grane Madsen og Charlotte Præstmose Christiansen.