Ny adjungeret professor med øje for talent

Forskningsdirektør i Novozymes Per Falholt er netop udnævnt til adjungeret professor ved DTU Systembiologi.

perfalholt_web.jpg” Videnstunge virksomheder som Novozymes er afhængige af, at de danske universiteter uddanner innovative kandidater, der kan konkurrere med de bedste i verden”.

 

Sådan lyder det fra koncerndirektør for forskning og udvikling i Novozymes Per Falholt, der lige siden han selv blev færdig som kemiingeniør fra DTU har været engageret i ingeniøruddannelserne inden for kemi- og biotekområdet. Han var én af ophavsmændene til oprettelsen af ph.d.-skolen Novozymes Bioprocess Academy og har deltaget i talrige projekter med forskere og studerende fra DTU. Han har været censor på DTU i mange år og siddet i advisory board på DTU Kemiteknik og DTU Systembiologi.

 

Unge skal interessere sig for bioteknologi
I de seneste år er Per Falholt gået skridtet videre til også at engagere sig i gymansieundervisningen, for det er her, interessen for bioteknologi skal vækkes. Derfor sponserede Novozymes 1 mio. kr. til minilaboratorier med PCR-udstyr, som nu på skift udlånes til alle landets gymnasier koordineret fra DTU Systembiologi. Udstyret er en del af et større undervisningsprojekt, som har involveret Novozymes forskningsafdeling til analyser af de prøver, gymnasierne sendte ind. En stor satsning, som er blevet en kæmpe succes i gymnasieundervisningen nationalt.

 

At tilbyde talentfulde studerende et studiejob eller eksamensprojekt på Novozymes eller et ophold på en af virksomhedens internationale afdelinger er også en del af Per Falholts strategi, som ser ud til at skabe resultater. Og nu får Per Falholt muligheden for at påvirke de studerende, der læser bioteknologi mere direkte. Han er netop blevet udnævnt til adjungeret professor ved DTU Systembiologi.

 

De studerende får forretningsaspektet med
Institutdirektør på DTU Systembiologi Ole Filtenborg ser frem til at DTU-studerende nu i endnu højere grad kan få glæde af Per Faltholts store viden.

”Udnævnelsen vil knytte Novozymes og dermed det førende industrielle miljø inden for industriel bioteknologi tættere til DTU. En virksomhed og et forskningsområde, som i meget høj grad har de studerendes og samfundets bevågenhed”, forklarer Ole Filtenborg og fortsætter: ”Jeg håber på, at Per Falholt kan give vores studerende en vigtig indsigt i det potentiale, der ligger i enzymteknologi og industriel bioteknologi og ikke mindst en forståelse for forretningsaspektet af det. Det er nemlig yderst relevant i forhold til de fleste studerendes senere karriere”. 

 

Per Falholt selv glæder sig til at være med at sikre, at uddannelserne på biotekområdet også er erhvervsrettede og har et internationalt perspektiv.

Per Falholt holder sin tiltrædelsesforelæsning på DTU fredag den 17. september. Tilmelding til forelæsningen kan ske på www.bio.dtu.dk

 

Af Iben Julie Smith