Den nyeste opgørelse fra DTU Veterinærinstituttets medicindatabase viser, at det samlede antibiotikaforbrug til dyr er steget med 6,4 % i første halvår af 2010 i forhold til samme periode i 2009.
Den seneste opgørelse fra DTU Veterinærinstituttets database Vetstat viser, at det samlede forbrug af antibiotika til dyr i første halvår af 2010 steg med 6,4 % sammenlignet med første halvår af 2009.
Stigningen i forbruget er sket inden for stort set alle antibiotikagrupper, dog især pleuromutiliner. Tetracycliner er fortsat det mest anvendte antibiotikum (39 %). Der ses en fortsat reduktionen i brugen af cefalosporiner og fluorquinoloner. Det er værd at bemærke, da disse præparater anvendes til behandling af mennesker, særligt i tilfælde hvor der er resistens over for andre antibiotika.
Forbruget til svin steg med 7,5% i forhold til 1. halvdel af 2009, og forbruget til svin udgør nu 82 % af det samlede antibiotikaforbrug til dyr. Ca. en tredjedel af dette forbrug udgøres af tetracycliner. Brugen af cephalosporiner falder fortsat, mens anvendelsen af fluorquinoloner helt er ophørt.
Forbruget til kvæg er steget med ca. 12 % i første halvår af 2010. Stigningen ligger dog næsten udelukkende inden for brugen af de simple penicilliner. I dag udgør denne stofgruppe 58 % af det samlede forbrug til kvæg.
Forbruget til fjerkræ og i akvakultur er faldet. For fjerkræs vedkommende skal det ses på baggrund af et højt forbrug i 2009. Forbruget til akvakultur er også faldet og kan skyldes den meget kolde periode i første halvdel af 2010.
For yderligere information kontakt DTU Veterinærinstituttet
Specialkonsulent Erik Jacobsen, tlf.: 88 35 71 00
Sektionsleder Claes Enøe, tlf.: 35 88 61 27