Medico Bazar 2014 14. januar i Oticonsalen på DTU

Livlig udveksling om medico-teknologi

Sundhedsteknologi
Over 400 besøgende lagde vejen forbi årets Medico Bazar på DTU den 14. januar. På basarens 67 stande kunne man se og høre om spændende teknologiske projekter, der er tæt på at blive til nyt udstyr i sundhedssektoren. ”Det er en fremragende mulighed for faglig sparring, ideudvikling og nye kontakter med relevante personer,” siger en af udstillerne.

På stand nr. 22 står Rasmus Tobisch fra firmaet Inimove med en ’slange’ af træskiver stablet oven på hinanden i en vakkelvorn stak. Han forklarer, at det spøjse instrument er beregnet til træning af finmotorik, balance og koncentration, blandt andet hos blodpropramte. Rasmus Tobisch og hans kolleger glæder sig over denne mulighed for at vise træningsredskabet frem og få input til, hvordan det kan videreudvikles til andre patientgrupper.

”Det er anden gang, vi er med på messen. Vi synes, vi møder mange relevante personer fra forskellige brancher, der kan give os værdifuld sparring. Det er også sjovt at komme i kontakt med de studerende, som ofte har et nyt og innovativt syn på tingene,” siger han.

Medico Bazar 2014 14. januar i Oticonsalen på DTU
En gæst er interesseret i Inimove's trænings-'slange'. Til højre bag ham står Rasmus Tobisch.

I den mere teknologiske ende af spektret står Unisonsor med et automatiseret digitalt mikroskop til overvågning af mikroorganismer som bakterier, celler, gær og svampe.

”Vi håber at finde nye interesserede brugere og eventuelt samarbejdspartnere til en videreudvikling af instrumentet. Et af vores fremtidsscenarier er, at det vil kunne bruges til hurtige kliniske tests, for eksempel af hvilken bakterie, der er årsag til en blodforgiftning,” siger Klaus Rune Andersen.

Medico Bazar 2014 14. januar i Oticonsalen på DTU
Klaus Rune Andersen præsenterer Unisensors digitale mikroskop.

Flere projekter udviklet på forskellige hospitaler bliver også præsenteret på basaren, blandt andet nye apps til forskellige patientgrupper, og man kan også møde forskere fra forskellige institutter og centre på DTU. I løbet af dagen bliver der således knyttet mange kontakter på kryds og tværs, som kan føre idéerne videre og i sidste ende blive til gavn for patienter og sundhedspersonale.