Med en bevilling fra den Danske Forskningsfond kan DTU de næste fem år forske i bl.a. knoglesygdomme, hjertekarsygdomme og fibrose.
Nye, eksportstærke produkter og bedre medicinsk behandling for patienterne. Det er to af målene for det ph.d.-program, der torsdag blev indviet af blandt andre ministeren for forskning, innovation og uddannelse, Morten Østergaard.
”Forskning og uddannelse i biomedicin er et vigtigt indsatsområde for Danmark med henblik på at løse helbredsmæssige udfordringer i fremtiden. Danmark er med helt i front indenfor biomedicinsk forskning, og vi har en lang tradition for udvikling af lægemidler, som har skabt vækst og mange danske arbejdspladser,” sagde ministeren.
Ph.d.-programmet er et samarbejde mellem DTU og virksomheden Nordic Bioscience og er støttet af Den Danske Forskningsfond med 20 millioner kr.