To kandidatstuderende fra DTU Elektro har udviklet simuleringsværktøjer, som viser, hvordan man kan lære undervandsrobotter ikke at gå i panik.
Under en ekspedition i Antarktis i 2005 var britiske forskere fra University of Southampton så uheldige, at deres undervandsrobot blev fanget under isen. Man regner med, at den nu ligger 17 kilometer inde under isen, og man ved stadig ikke helt, hvad der skete. Robotten ved det heller ikke selv, og det er en del af problemet.
Robotter er dyre. Det er de missioner, de skal gennemføre, også. Derfor arbejdes der i disse år på højtryk for at lave robotter, som er ‘fejltolerante’ - altså robotter, der selv kan registrere en fejl, og selv kan vurdere, om de kan fortsætte ved at kompensere for fejlen, eller om de skal vende tilbage til skibet.
Man kan også undgå, at robotten står under vandet og drejer rundt om sig selv, fordi der er tang i den ene propel. I stedet kan den lukke for den ramte propel og klare sig med resten. Men for at robotten skal foretage sig noget meningsfuldt - også i paniksituationer - er det nødvendigt med software, der kan agere selvstændigt på baggrund af de fejlmeldinger, den modtager.
Et led i dette arbejdet er et speciale fra Thomas Falkenberg og René Tavs Gregersen fra DTU Elektro. De har set på, hvilken software en fejltolerant robot skal udstyres med - blandt andet med baggrund i data fra undervandsrobotten Minerva, som ejes af Norges Teknisk-naturvidenskabelige universitet.
“Et er at lave en masse ekstra propeller, som man kan tænde for, hvis der bliver brug for det. Men man er også nødt til at have noget software, der bestemmer, hvad fejlen er, og hvad robotten så skal gøre. Ude på åbent hav kan robotten bare lave det, der hedder et ballast blow , hvor den lader sig stige op til overfladen. Men når man er inde under is, så virker den strategi jo ikke,” siger Thomas Falkenberg.
Og netop isen bliver den helt store udfordring i de kommende år, hvor der åbnes op for olieudvinding i Arktis. Der er milliarder af kroner på spil, og robotter vil komme til at spille en afgørende rolle, mener René Tavs Gregersen:
“Hvis en robot når 200 meter væk og går i stykker, så må den vende hjem, og det vil udsætte hele missionen i flere timer,” forklarer han.
“Så hvis robotten er i stand til at vurdere, om den kan leve med en lille fejl, kan man maksimere udnyttelsesgraden af ressourcerne. Hvis der sker mere alvorlige ting, kan den omvendt minimere tab og nå til en fejltolerant tilstand, hvor robotten kan ”halte” hjem, så man undgår, at en robot ligger og foretager sig noget uhensigtsmæssigt flere kilometer inde under isen.”