Begrænset viden om D-vitamin og sygdomme

Ny forskning bekræfter, at D-vitamin nedsætter risiko for fald og frakturer hos ældre. Men der mangler fortsat dokumentation for, at vitaminet forebygger andre sygdomme. Det viser ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet, som gennemgår den eksisterende viden på området og vurderer behovet for at justere anbefalingerne.

Der er stadig utilstrækkelig dokumentation for sammenhænge mellem D-vitamin og udvikling af kræft, og negative effekter af høje D-vitaminniveauer i blodet kan ikke udelukkes. Nogle studier har antydet, at D-vitamin skulle have en gavnlig effekt mod hjerte-kar-sygdomme, men der mangler ligeledes forsøg, der kan afklare sammenhængen mellem D-vitamintilskud og hjerte-kar-sygdomme.

 

Rapporten gennemgår også den eksisterende viden om sammenhængen mellem D-vitamin og udviklingen af astma, allergi, sukkersyge, multipel sklerose, luftvejsinfektioner, influenza og tuberkulose. Der mangler ligeledes fortsat meget viden på de områder, og arbejdsgruppen bag rapporten opfordrer til, at der igangsættes undersøgelser, som kan bidrage til at afklare, om der er sammenhænge.

 

På baggrund af den eksisterende viden tilråder arbejdsgruppen befolkningen en livsstil, der kan medvirke til at forebygge D-vitaminmangel. Det anbefales at spise 200-300 gram fisk om ugen og opholde sig i solen i 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret. En sådan livsstil vil forebygge symptomgivende D-vitaminmangel.

 

Læs mere i en pressemeddelelse fra DTU Fødevareinstituttet.