Et glas rødvin har en direkte effekt på risikoen for at udvikle brystkræft, særligt på kvinder i menopause – det, vi også kender som overgangsalderen. Adjungeret professor ved DTU Nanotech Ulla Vogel står bag de opsigtsvækkende resultater. På baggrund af flere års forskning inden for området konkluderer hun i en netop offentliggjort videnskabelig artikel, at 70 % af alle danske kvinder har en genetisk sammensætning, som betyder, at de groft sagt ikke kan tåle alkohol. Ulla Vogels forskning viser, at når disse kvinder går i menopause, påvirker alkoholen hormonspejlet – niveauet af kvindelige kønshormoner i blodet – i en sådan grad, at kvinderne har større risiko for at udvikle brystkræft:
”På baggrund af mine forskningsresultater vil jeg mene, at det var meget fornuftigt af Sundhedsstyrelsen, da de i 2010 skærpede tonen og ændrede anbefalingerne for, hvor meget alkohol kvinder maksimalt bør drikke, fra 14 til 7 genstande. For der er en klar sammenhæng mellem brystkræft blandt kvinder i overgangsalderen og alkohol.”
Men noget kunne tyde på, at danskerne ikke følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at 22 % af alle tilfælde af brystkræft hos kvinder i 2009 var alkoholrelaterede, så der er grund til eftertanke, mener Ulla Vogel:
"Særligt kvinder i overgangsalderen bør overveje at skrue deres alkoholforbrug ned til et absolut minimum."
Ulla Birgitte Vogel
”Særligt kvinder i overgangsalderen bør overveje at skrue deres alkoholforbrug ned til et absolut minimum.”
Et problematisk gen
Det er velkendt, at der er en sammenhæng mellem brystkræft og alkohol. Så sent som i slutningen af november måned 2011 kunne en stor undersøgelse blandt mere end 100.000 amerikanske sygeplejersker bekræfte, at selv få genstande om ugen øger risikoen for brystkræft, og at det er den samlede mængde over mange år, der betyder mest.
Ulla Vogels forskning er lavet i samarbejde med forskere fra DTU Fødevareinstituttet, KU og Kræftens Bekæmpelse. Hvor man før ikke har kunnet forklare årsagssammenhængen, har Ulla Vogel og hendes kolleger nu lokaliseret det gen, der volder problemer for 70 % af alle danske kvinder: Ppar Gamma. Professor Ulla Vogel har på baggrund af den statistiske undersøgelse ’Kost, kræft og helbred kohorten’ undersøgt kvinder i menopause og fundet ud af, at der findes to typer Ppar Gamma. De kvinder, der bærer vildtypen af Ppar Gamma, får brystkræft af at drikke alkohol, de 30 %, der bærer varianten, får ikke brystkræft – de er til gengæld disponeret for at udvikle tarmkræft af at drikke alkohol, men det er en anden historie.
Vildtypen af Ppar Gamma regulerer det gen, der hedder aromatase. Mængden af aromatase er bestemmende for, hvor mange kønshormoner en kvinde producerer, og afgør derfor, om hormonspejlet er højt eller lavt. Naturen har indrettet kvinder således, at mens kvinderne er fødedygtige har de høje niveauer af kønshormoner, men når en kvinde går i menopause, slukkes der for produktionen af kønshormoner. Men for 70 % af de danske kvinders vedkommende kan denne ellers så snedigt balancerede indretning af en kvindekrop blive ødelagt af for meget alkohol, fordi alkohol tænder for produktionen af kønshormoner – og det øger risikoen for brystkræft:
”Aromatase er et ekstremt følsomt og reguleret gen. Skrues der for meget op for aromatase, får man et højere hormonspejl, og det giver kvinderne i menopause øget sandsynlighed for brystkræft. Sænker man aromatase, sænker man også hormonspejlet, hvilket til gengæld kan føre til reproduktionsproblemer. For lidt kønshormon resulterer altså, i at man har svært ved at blive gravid, og for meget giver brystkræft – så der er store ulemper ved begge dele. Det handler altså om at have aromatase i balance,” fortæller Ulla Vogel.
Alkohol øger altså risikoen for brystkræft, men desværre slutter rækken af advarsler ikke her. For er man tilmed overvægtig, når man går i menopause, så øger man igen risikoen for at få brystkræft:
”Når man er gået i overgangsalderen, sker ens kønshormonsyntese primært i fedtvæv. Kvinder med et stort BMI har på den måde meget fedtvæv, som laver kønshormoner, hvilket resulterer i et højere hormonspejl, og et højt hormonspejl giver som sagt øget risiko for brystkræft,” fortæller Ulla Vogel.
Alkohol og andre simple stoffer
Brystkræft er den hyppigste kræftform hos kvinder med ca. 4.000 nye tilfælde pr. år i Danmark, og en undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen stod bag i 2011, vidner om, at kun 11 % af de danske kvinder ved, at alkohol øger risikoen for brystkræft. Ulla Vogel håber, at hendes forskning kan være med til at forebygge, at så mange kvinder får brystkræft:
”Det interessante ved, at vi nu kender mekanismen bag brystkræft, er jo, at vi nu kan lokalisere de følsomme grupper af kvinder og estimere den reelle risiko, vi kan forebygge, og vi kan forsøge at regne ud, om der er andre kemiske stoffer, der udløser samme mekanisme – stoffer, der ligner alkohol.”
Ulla Vogel påpeger, at der med stor sandsynlighed er mange flere stoffer, der kan påvirke Ppar Gamma-aktiviteten og dermed brystkræftrisikoen:
”Alkohol – eller ethanol – er jo kemisk set et meget simpelt molekyle, så jeg vil mene, at man sagtens kan forestille sig, at der er andre simple alkoholer eller stoffer, der har samme effekt på Ppar Gamma som ethanol. Og hvis man følger det tankeeksperiment, så kan der være mange kvinder, som på deres arbejde kan være udsat for kemikalier, som virker ligesom ethanol i forhold til brystkræft. Det er veldokumenteret, at kvinder i en række brancher har øget forekomst af brystkræft i forhold til resten af befolkningen. Det drejer sig om f.eks. tandlæger, kunstnere, trykkere, laboratorieassistenter og frisører – som alle muligvis er i kontakt med opløsningsmidler og altså simple molekyler, der ligner alkohol. Men jeg er nødt til at understrege, at det er ren spekulation – det skal undersøges nærmere,” fortæller Ulla Vogel.
På Ulla Vogels prioritetsliste over mulige forskningsemner, som hun vil tage hul på i nærmeste fremtid, er derfor stofferne:
”Jeg kunne godt tænke mig at forfølge stofferne og se, om der er andre, der påvirker Ppar Gamma. For ligegyldigt, om det handler om alkohol eller andre stoffer, så mener jeg, at vi kvinder har krav på mest mulig viden, så vi kan navigere uden om en så forfærdelig sygdom som brystkræft,” slutter Ulla Vogel.