Fremtidens megabyer skal være smarte

Hvad der skal til for at forbedre levestandarden, få højere økonomisk vækst og have en større miljømæssig ansvarlighed i fremtidens storbyer? Den nye Risø Energy Report giver flere bud. 

Risø Energy Report nr. 10 er blevet offentliggjort ved en konference på Københavns Rådhus den 29. november. Rapporten med titlen “Energy for smart cities in an urbanised world” giver sit bud på, hvordan fremtidens megabyer klarer udfordringer som bl.a. infrastruktur, energiproduktion og byplanlægning. På konferencen deltog bl.a. forskere fra DTU, repræsentanter for den danske industri, interesseorganisationer og København og Århus Kommune. Konferencen var arrangeret af DTU, Dansk Industri og Københavns Kommune.

 

I 1975 var der kun tre byer, hvis indbyggertal oversteg de ti mio. I 2025 regner man med, at tallet vil være 29, og i 2050 vil mere end seks mia. mennesker leve i byer. Disse byer bidrager i stor grad selv til klimaændringerne og påvirkes samtidig selv af klimaændringernes konsekvenser. Øget urbanisering fører nemlig til øget efterspørgsel på energi, og denne tendens stiger i takt med at byboernes indkomstniveau stiger.

 

”Det var tydeligt på dagens konference, at kommunerne rundt omkring i Europa virkelig mærker urbaniserings-tendenserne og ser dem som en historisk mulighed for at bringe konceptet om smarte byer ind den fortsatte udbygning af de europæiske metropoler,” siger afdelingschef Hans Larsen, Risø DTU. Han ser konceptet om smarte byer som en værdifuld mulighed for at samtænke tingene på en måde, vi ikke har gjort tidligere, nemlig ved at få sektorer som boliger, transport og energiforsyning til at spille sammen på en smart måde.

 

”Det kan give mere effektive løsninger, og det er vigtigt, at vi implementerer elementerne for at skabe en bæredygtig udvikling af byerne,” siger Hans Larsen. Han mener, at konceptet om smarte byer vil vise sig meget attraktivt for moderne storbymennesker, fordi det vil stimulere grøn, bæredygtig byudvikling og gøre det lettere for indbyggerne at tage ejerskab til udviklingen af deres boligområder.

 

Han understreger, at disse koncepter også er vigtige for de hastigt voksende mega-cities i udviklingslandene og ser store muligheder for at bringe et samarbejde mellem forskning, kommuner og erhvervsliv i spil med henblik på eksport af dansk know-how på området.

 

Rapporten kommer med anbefalinger til, hvordan man konkret løser nogle af de mange udfordringer, der er inden for både byplanlægning, transportinfrastruktur og integration af bæredygtig og vedvarende energiproduktion i byen. Ideen er, at byerne skal være tæt på CO2-neutrale og selvforsynende, og en af konklusionerne er overraskende nok, at selvom vi allerede nu har mange af de teknologiske løsninger til rådighed, vil den store flaskehals blive slutbrugerens villighed til at ændre vaner og adoptere teknologien.

 

Rapporten har bl.a. bidrag fra Risø DTU, DTU Transport, DTU Byg, DTU Management og DTU Mekanik.  

 

Læs mere:

 

Læs hele rapporten eller den danske oversættelse af hovedkonklusioner og anbefalinger på Risø DTU's website

 

Læs om konferencen og se programmet her 

 

For mere information kontakt:

Hans Larsen, Afdelingschef for Afdelingen for Systemanalyse på Risø DTU,  tlf.: 4677 5101,

mail: hala@risoe.dtu.dk