Smag og føl på forskningen i Tivoli

Studerende fra DTU ScienceShow, DTU Bryghus og DTU's nye hjernelegeplads er denne måned i Tivoli for at give gymnasie- og 7.-10. klasseelever smag for naturvidenskab og teknik.

"Man kan få dybfrosne skumfiduser - hvor sejt er det lige?!"

 

De frosne skumfiduser, der knaser som glas efter et møde med flydende kvælstof, vækker begejstring blandt tivoligæsterne. Normalt er Tivoli lig med candyflosser, kæmpeslikkepinde og kandiserede æbler, men når man sætter DTU ind i ligningen, er der special effects i de søde sager. Studerende fra DTU ScienceShow, DTU Bryghus og DTU's nye hjernelegeplads er i disse dage i Tivoli i anledning af Fysik Dage, som landets gymnasieelever og elever i 7.-10. klasse er inviteret til.

 

Fotos: T. Kaare Smith  

 

tivoli2011_ballon_web.jpg

Thomas Præstholm fra DTU ScienceShow puster på en ballon, der har været i flydende kvælstof, for at den ikke skal sprænge. I det flydende kvælstof krympede ballonen, og nu udvider luften indeni sig igen. 

  

tivoli2011_magnet_web.jpg

De studerende fra DTU ScienceShow brugte også flydende kvælstof til dette forsøg, hvor den -196 grader kolde væske sammen med induktionsstrøm får et stykke metal - med røg-hale - til at svæve.   

 

tivoli2011_hjerneroboet_web.jpg

Frederik Taasing Nielsen styrer en bil med sine tanker. Pandebåndet, han har på, måler betabølgerne i hans hjerne, og alt efter hvor koncentreret han er, drejer bilen til højre eller venstre eller kører ligeud, forklarer ph.d.-studerende Jackie Vincent Larsen fra DTU.

  

tivoli2011_majsmel_web.jpg

Isabella Samuelson og Lasse Hilstrøm står med en alternativ form for modellervoks bestående af majsmel og vand. Til at starte med har massen samme konsistens som flydende honning, men når man har æltet den lidt, bliver den ligesom smør, der lige er kommet ud af køleskabet. Fylder man et badebassin med vand og rigeligt majsmel, kan man løbe hen over det - hvis man løber hurtigt nok.

 

tivoli2011_øl_web.jpg

DTU Bryghus, der brygger CO2-venligt øl, tiltrækker også dem, der er gået ud af skolen. Her prøvsmager Henrik Hansen (th.) og Ib Thomsen DTU Bryghus' pilsner. Øllet fra DTU Bryghus er brygget på rent byg i stedet for malt, hvilket kan lade sig gøre ved at tilsætte enzymer. Dermed sparer man ca. 10 % energi i forhold til almindeligt øl, fortæller Anders Nielsen og Mikkel Eiby fra DTU Bryghus.

 

tivoli2011_mikroskop_web.jpg

Lasse Bruun Christensen ser nærmere på de gærceller, der bruges til at brygge øllet hos DTU Bryghus. Til daglig bruges bryghuset både til forskning og studenterprojekter på DTU.

 

Læs mere om DTU ScienceShow her

Læs mere om DTU Bryghus her

Læs mere om Fysik Dage i Tivoli her

 

Du kan møde DTU foran Koncertsalen i Tivoli den 8/9, 9/9, 15/9, 16/9, 22/9 og 23/9, alle dage kl. 11-15.