Statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager besøgte mandag 5. maj DTU i Lyngby. Formålet med besøget var at få indblik i hvordan nye lovende teknologier i praksis kan være med til at forme fremtidens produktion og bidrage til at fastholde og tiltrække nye videns- og produktionsarbejdspladser i Danmark.
Efter en kort velkomst af rektor Anders Bjarklev blev de to ministre vist rundt i DTU Danchips renrumsfaciliteter, der bruges til både forskning og til projekter i samarbejde med erhvervslivet.
Derefter fulgte præsentationer af perspektiverne i kulstofmaterialet grafen, i 3D print og i brugen af Big Data i bl.a. lægevidenskabens behandlingsmetoder.
”Det har været spændende at opleve, hvordan de forskningsmidler politikerne bevilger, bruges,” sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt.
”Samspillet mellem forskerne og de studerende er fascinerende, for det er i den proces forskningen rejser ud i virksomhederne og bliver til produktion og arbejdspladser.”
Under besøget på DTU oplyste statsministeren, at regeringen i sin kommende vækstplan vil styrke Danmarks Grundforskningsfond med 3 mia. kr.