Siden Mads Vandborg færdiggjorde sin HTX-eksamen i Vestjylland for snart 6 år siden, har han brændt for at arbejde med projekter inden for matematik, fysik og teknologi. Han ser dog ikke sig selv som en person, der er klogere end gennemsnittet, men han fascineres af teknologi og elsker at lære nyt, som han selv udtrykker det. Og det er det, der driver ham og nærer hans store motivation og passion for at studere.
I dag er han 26 år og optaget på DTU’s Honours Programme, der er et frivilligt forløb, som studerende kan søge om optagelse på i forbindelse med overbygningen. Det kræver høje karakterer, og den studerende forpligter sig til at gennemføre inden for normeret tid, men får så til gengæld et forløb med ekstra udfordringer.
”Jeg har søgt om at blive optaget i Honours Programmet, fordi jeg kan godt kan lide at udfordre mig selv, og fordi jeg gerne vil gøre det godt. Heldigvis blev jeg optaget, og det har betydet, at jeg bl.a. er tilknyttet en forskningsgruppe og har fået en professor at sparre med under min kandidat. Begge dele oplever jeg som et stort privilegium og en styrke i forhold til min faglige udvikling,” fortæller Mads Vandborg.
Baner vejen for fremtidens internet
Mads studerer på kandidatuddannelsen i fotonik og er ved at skrive speciale om, hvordan man kan ændre på bølgelænden (frekvenskonvertering) af de lyspartikler, vi bruger til at transportere data via internettets fibre i jorden.
”Jeg prøver at finde ud af, hvordan man bedst kan omdanne frekvensen på de signaler, vi sender gennem internettets optiske fibre. Ideelt set vil vi gerne konvertere de optiske signaler fra ca. 800 til ca. 1500 nanometer. Det har nemlig betydning for fremtidens netværk, som forskere forsøger at gøre ultra sikre ved hjælp af kvantekryptering,” siger Mads Vandborg.
”Forhåbentlig, hvis det virker, kan man bruge mine resultater til at konvertere optiske signaler med meget høj effektivitet og med så høj båndbredde som muligt. Det kan blive en vigtig byggesten i fremtidens optiske kommunikationssystemer.”
Mads er helt vild med at skabe ny teknologi, der kan noget sejt. Men det skal helst også have et fornuftigt formål.
”Ny teknologi fascinerer mig, og især når formålet med det er godt. Det er en ekstra tilfredsstillelse, hvis det, jeg bruger otte timer på at studere hver dag, kan hjælpe nogen eller gøre verden til et lidt bedre sted,” siger han.
Mads læser dog ikke fotonik, fordi han har store ambitioner om at gøre noget ved et helt bestemt problem med sin forskning, men derimod fordi der er så mange anvendelser inden for feltet.
”Forskning inden for optisk kommunikation er vigtig – fx fordi vi gerne vil gøre internettet mere energieffektivt og ultra sikkert.”
Vigtigt med fritid
Selv om Mads er ambitiøs og elsker at studere, så var han ligesom så mange andre også i tvivl om, hvad han skulle specialisere sig i på overbygningen. Interessen for optisk kommunikation opstod under bacheloren i elektroteknologi. Undervejs tog Mads kurser i optik og elektromagnetisme, som fik ham sporet ind på emnet.
”Jeg syntes, det var spændende fysik, som også havde rigtig mange anvendelser, hvilket fik mig til at fortsætte med at tage kurser og lave projekter inden for feltet. Og det blev for alvor spændende, da jeg med Honours Programmet blev knyttet til professor Karsten Rottwitt og hans forskningsgruppe, som jeg sidenhen har arbejdet sammen med om flere projekter,” siger Mads.
Mads lægger ikke skjul på, at det til tider også er hårdt at være honours-studerende. Spørger man ham, om han vil anbefale forløbet til andre, så er svaret, at man skal være klar til at forpligte sig til et udlandsophold, sommerskole og gennemføre specialkurser. Hvis man er det, så er programmet en god og spændende udfordring.
”Somme tider er det svær matematik og fysik, og jeg bruger lige nu meget tid på at læse til mit speciale, men Honours Programmet har også budt på spændende kurser. Jeg vælger dog også at prioritere at få tid til de andre vigtige ting i mit liv, så som min kæreste, familie og fodbold, for man bliver ikke en bedre studerende eller klogere af at bruge hver aften på studierne hele året rundt. Det er nødvendigt også at lave andre gode ting.”
Hvad Mads skal lave efter specialet er stadig uvist, men han drømmer om at arbejde med forskning og udvikling på projekter i stil med det, som han laver nu. Det kan være i industrien, men det kan også være på et universitet som DTU.
Kandidatuddannelsen ’Fotonik’ er meget tværfaglig og beskæftiger sig med en lang række forskellige anvendelser, som blandt andet er fundament for vores højteknologiske samfund og vores mulighed for at kommunikere med it-teknologi.
Læs mere om kandidatuddannelsen i fotonik