Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard var den 7. juni på rundtur på DTU Risø Campus, hvor planen om at opføre en forskerpark for cleantech-virksomheder er kommet et skridt tættere på realisering.
Placeringen af forskerparken ved DTU’s campus i Roskilde vil give danske såvel som udenlandske cleantech-virksomheder og forskningsinstitutioner en unik adgang til DTU’s forskningsfaciliteter. De virksomheder, som flytter ind vil ikke blot få mulighed for at teste, men også udvikle fremtidens cleantech-teknologier i tæt samarbejde med forskerne på DTU.
”Opførelsen af forskerparken i Roskilde er et vigtigt initiativ for DTU. Vi tror på, at et fortsat fokus på tæt samarbejde med både det danske og det udenlandske erhvervsliv er til gavn for både virksomhedernes bundlinje, universitetets akademiske niveau og i sidste ende samfundet. Placeringen i Roskilde vil desuden styrke vores i forvejen gode relationer i regionen og gøre os til en endnu mere attraktiv samarbejdspartner for førende virksomheder inden for cleantech-området,” udtaler rektor Anders Bjarklev.

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard besøgte den 7. juni DTU Risø Campus, hvor planen er, at en forskerpark med fokus på cleantech skal opføres umiddelbart over for campus. Besøget bragte bl.a. ministeren op ad den stejle trappe i det gamle vandtårn, hvor udsigten over Risø-halvøen gav et overblik over forskerparkens placering. Efterfølgende kørte ministeren ned til forskningsfaciliteterne på DTU, hvor han blev præsenteret for de nyeste tiltag inden for elbiler, ladestandere og deres infrastruktur i Danmark. På mødet deltog også Roskildes borgmester, Joy Mogensen, rektor på DTU Anders Bjarklev m.fl. Foto: Thorkild Amdi Christensen
Den nylige beslutning fra regeringens side om at støtte opførelsen af en national vindtunnel på DTU Risø Campus vil desuden blive endnu et trækplaster for de virksomheder, som rykker ind i den fremtidige forskerpark. Vindenergi er et af de cleantech-områder, hvor Danmark stadig er i førerpositionen og det vil derfor få en fremtrædende rolle i forskerparken, men også andre områder som solenergi og energikonvertering, hvor DTU har verdensklasse-kompetencer, vil være i fokus.
Planen er, at første spadestik til forskerparken skal tages i foråret 2013.
Læs mere om den nye vindtunnel på DTU Risø Campus
Af Katrine Krogh-Jeppesen