DTU ScienceShow vinder DM i scienceshow 2010. To gange.
Sydende kemikalier, et sværd, en bowlingkugle, en brandalarm, Michael Jackson musik og en fisk, der slog med halen. Alt det og meget mere var ingredienserne i den kuglebane, som DTU ScienceShow havde bygget til årets DM i scienceshow, der blev afholdt i Århus den 16. - 18. april.

DTU Scienceshow deltog desuden i den offentlige konkurrence: Et otte minutter langt show for et stort fremmødt publikum af alt fra gymnasieelever til pensionerede professorer. Dommerpanet bestod af Louise Gade (tidligere borgmester i Århus), Peter Hald (grundlægger af Kemishow Århus, det første i Danmark) og Klaus Seiersen (en af de første showfysikere i Danmark). DTU ScienceShow vandt den offentlige konkurrence. Og de blev også - efter votering blandt de fremmødte otte kemi- og fysikshows - kåret som årets samlede vinder. Derfor kan de nu kalde sig danmarksmestre i scienceshow…
Studerende og ansatte på DTU har mulighed for at se DTU ScienceShow i aktion ved en række shows i juni - tid og sted offentliggøres senere.
Skrevet af Christina Madvig Christensen