Foto: Bel Air Aviation - Helicopter Services

Internationalt samarbejde er nøglen til bæredygtig energi

Brændselsceller Elforsyning Energilagring Fossile brændsler Solenergi Vindenergi Bioenergi Energieffektivisering Energiproduktion Energisystemer Kraftværker

Under Nordic Clean Energy Week præsenteres DTU International Energy Report 2018, der omfatter DTU's input til Mission Innovation.

For cirka tre år siden, i november 2015 i Paris, stod verdens ledere sammen og aftalte, at de globale menneskeskabte temperaturstigninger skulle begrænses til højst 2 °C og gerne 1,5 °C. Men uden store fremskridt inden for ren energiteknologi vil vi sandsynligvis kun se utilstrækkelige resultater, siger DTU’s internationale energirapport, som netop er udkommet. Selv om landene opfylder deres eksisterende løfter, vil kloden opvarmes med fra ca. 2,7 til 3,5 °C. Derfor er der behov for mere ambitiøse politikker og aktiviteter.

Rapporten lanceres i tilknytning til møder i Clean Energy Ministerial og Mission Innovation i København og Malmö under Nordic Clean Energy Week 21.-25. maj.

"Det er vores håb, at beslutningstagerne, som mødes i Danmark og Sverige, vil bekræfte behovet for internationalt samarbejde og dermed også aktivt understøtte det videnskabelige samfunds ambitioner om at forbinde ressourcer og viden over grænser. Internationalt videnskabeligt samarbejde på energiområdet har eksisteret i årtier og løbende bidraget til at videreudvikle teknologier, som kan imødegå de voksende klimaproblemer. Når landene udvikler bæredygtige energisystemer, er det væsentligt, at alle har adgang til den bedste viden for at finde de optimale løsninger. Menneskeskabte klimaforandringer kan kun håndteres ved globalt samarbejde," siger Katrine Krogh Andersen, forskningsdekan ved DTU.

DTU's internationale energirapport indeholder perspektiver på forskning og udvikling (FoU) med hensyn til de innovationsudfordringer, som er udarbejdet af medlemmerne af Mission Innovation (se faktaboks). Rapporten beskriver også FoU-udfordringer, der vedrører energilagring. Den viser, at forskning i nye energiteknologier fra universiteter og industri aldrig har været tættere på at kunne mindske og bekæmpe klimaforandringer. Men den afslører også, at der er behov for yderligere forskning og en kraftig fremskyndelse af teknologioverførsel.

"Siden lanceringen i 2015 har forskningsmiljøer og industrier, der beskæftiger sig med internationalt samarbejde inden for energiteknologi, haft store forventninger til Mission Innovation," siger Birte Holst Jørgensen, seniorforsker og hovedredaktør af rapporten, og fortsætter:

"Men tingene ændrer sig. Først og fremmest har USA valgt at træde ud af Paris-aftalen, men derudover har vi også set nedskæringer på forskning og udvikling i flere andre lande. En vigtig konklusion i DTU’s internationale energirapport er derfor, at Mission Innovation skal konsolideres og fokusere på at levere et samlet internationalt bidrag til omstillingen til vedvarende, ren energi. Ambitionen om at fremskynde en revolution inden for ren energi kræver dedikerede løfter og øgede aktiviteter fra alle parter – fra regeringer, industrier og forskningsmiljøer," siger hun.

 

Anbefalinger fra DTU International Energy Report 2018:

  • Fremskynd Mission Innovation. MI skal opretholde sin dynamik og skabe en fleksibel platform for internationalt samarbejde, som byder flere (og nye) aktører velkommen, letter viden og informationsudveksling og deling af omkostninger og opgaver af FoU-aktiviteter. Medlemmerne bør yde den nødvendige finansiering til et slankt men stærkt sekretariat, som kunne placeres sammen med Clean Energy Ministerial hos IEA (International Energy Agency), hvor det vil være i stand til at udnytte testede rammer og en veletableret administration.
  • Fremskynd Innovation Challenges. MI skal fastholde momentum i Innovation Challenges og aktivt støtte yderligere udvikling både inden for og på tværs af dem. Koalitioner af interesserede lande bør støtte fælles projekter om udvalgte Innovation Challenges, der allerede har gjort fremskridt inden for deres strategiske forskningsprogrammer. Mulighederne for samarbejde med industrien og medfinansiering bør lettes.
  • Fremskynd analytisk support. MI bør fordele de nødvendige midler til at overvåge teknologiske fremskridt og deres virkning. Og diversiteten i porteføljen af afbødende teknologier skal udvikles. Avanceret dataanalyse kan hjælpe beslutningstagere med at videreudvikle og tilpasse forskningsaktiviteter på tværs af institutionelle og disciplinære grænser.

Mission Innovation

Mission Innovation består af 22 lande og Europa-Kommissionen, der tilsammen tegner sig for over 80 procent af de globale offentlige investeringer i forskning og udvikling af ren energi, i alt omkring 15 mia. dollar om året.

Medlemmerne har identificeret syv innovationsudfordringer (Innovation Challenges), hvor man skal fokusere og tilvejebringe ressourcer. Udfordringerne er globale opfordringer til handling, som skal katalysere det internationale samarbejde. De dækker hele spektret af FoU, fra tidlige forskningsbehov til demonstrationsprojekter af teknologier.

De nuværende syv innovationsudfordringer er som følger:

1. Smart Grids Innovation Challenge - at muliggøre fremtidige energinet, der drives af overkommelige, pålidelige og decentrale elforsyningssystemer

2. Off-Grid Access to Electricity Innovation Challenge  - at udvikle systemer, der gør det muligt for husholdninger og lokalsamfund at få adgang til overkommelig og pålidelig vedvarende elektricitet

3. Carbon Capture Innovation Challenge  - at muliggøre tæt-på-nul CO2udslip fra kraftværker og udledningstunge industrier

4. Sustainable Biofuels Innovation Challenge - at udvikle måder til på stor skala at producere overkommelige, avancerede biobrændstoffer til transport og industrielle løsninger

5. Converting Sunlight Innovation Challenge  - at finde overkommelige måder at konvertere sollys til lagrede solbaserede brændstoffer

6. Clean Energy Materials Innovation Challenge - at fremskynde udforskning, opdagelse og brug af nye højtydende, billige og rene energimaterialer

7. Affordable Heating and Cooling of Buildings Innova­tion Challenge - at gøre bæredygtig opvarmning og afkøling overkommelig for alle

Kilde: DTU International Energy Report 2018