Bakterier, som er resistente over for antibiotika, forekommer i vidt omfang i dyr og fødevarer i EU – dog med store forskelle landene imellem. Det gælder også resistens over for antibiotika, der er kritisk vigtige til at behandle mennesker. Det viser den første EU-rapport om forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i dyr og fødevarer i årene 2004 til 2007, som DTU Fødevareinstituttet har bidraget til at udarbejde for den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA.
Flere EU-lande har også en høj forekomst af resistens over for antibiotika af typen fluorokinoloner.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har udpeget fluorokinoloner som et af flere kritisk vigtige antibiotika til at behandle mennesker – blandt andet på baggrund af, at antibiotikatypen er den eneste eller en af få muligheder for behandling af alvorlige humane infektioner. WHO har desuden udpeget fluorokinoloner som en af de antibiotikatyper, hvor det især er væsentligt at gøre en indsats for at mindske forbruget og forekomsten af resistens.
Det er derfor bekymrende, at forekomsten af fluorokinolonresistens er høj i flere EU-lande, fastslår rapporten.
Læs mere i en pressemeddelelse fra DTU Fødevareinstituttet.
- Heidi Kornholt