Foto: Das Büro for Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark

OL-bronze til DTU-studerende

Biologiske systemer
Kasper Winther Jørgensen, som til daglig læser Systems Biology på DTU, har netop sikret Danmark en bronzemedalje ved OL i London i disciplinen letvægtsroning.

Nogle studerende nyder sommerferien på stranden, andre rejser med rygsæk eller passer studiejob, men for den 27-årige studerende Kasper Winther Jørgensen har alt denne sommer drejet sig om at ro og ro stærkt.

For anden gang i sit liv er Kasper Winther Jørgensen med til et OL. Første gang i 2008 var han med som reserve, men ved dette OL er han en af de fire roere i den letvægtsfirer, der ikke uden grund har fået navnet guldfireren.

Det blev dog ikke til guld denne gang, men til en flot bronzemedalje efter en finale, hvor den danske båd lå forrest indtil de sidste par hundrede meter. Til allersidst måtte danskerne se sig overhalet af sydafrikanerne og briterne. Hermed har den danske letvægtsfirer vundet medaljer ved fem OL i træk.

Når det bliver hverdag for Kasper igen, skal han tilbage til DTU og passe studierne, og derudover går al tiden med træning i Roskilde Roklub.

Siden hans første Ol i 2008 er det blevet til mange imponerende resultater såsom: samlet World Cup-vinder i 2009, VM-sølv 2009 i Polen, guld ved World Cup i 2010 i Slovenien, samlet World Cup-vinder i 2011, guld ved World Cup i Beograd/Serbien 2012. Og nu kan han altså vende hjem fra London med OL-bronze.

Af Iben Julie Schmidt