Fremtidens energisystemer skal ikke bare være klimavenlige. Bæredygtige energisystemer rummer også potentialet til ny, grøn økonomisk vækst. DTU's årlige internationale energikonferende sætter fokus på energiforskningens rolle.
På energiområdet står både Danmark og Europa over for en række udfordringer:
Vi skal senest i 2020 opfylde forpligtelsen om at have 30 procent vedvarende energi og reducere udledningen af drivhusgasser med 20 procent. Endvidere har Danmark besluttet helt at frigøre sig fra fossile brændsler i 2050. Endelig vil vi gerne styrke konkurrenceevnen for danske og europæiske produktionsvirksomheder, samtidig med at vi forbedrer forsyningssikkerheden og øger beskæftigelsen.
Disse udfordringer er ikke modsætninger, men rummer heldigvis potentialet til ny, grøn vækst, hvis vi udnytter vores styrkepositioner på energiområdet. Vi kan sikre energiforsyningen, samtidig med at vi beskytter klimaet, og vores globale konkurrenceevne kan styrkes ved at producere energieffektivt og udvikle nye, grønne teknologier og dermed skabe nye jobs.
Energiforskningen skal understøtte denne udvikling og bidrage til at forløse Danmarks grønne vækstpotentiale. Derfor arrangerer DTU nu en international energikonference mod fokus på dette. Konferencen med titlen ’Bæredygtig energi til grøn økonomisk vækst’ finder sted på DTU i dagene 10.–12. september 2013.
Formålet med konferencen er at få diskuteret, hvordan energiforskningen i samarbejde med energisektoren og de politiske beslutningstagere kan bidrage til at opfylde de ambitiøse målsætninger i dansk og europæisk energipolitik.
Konferencen afsluttes med en rundbordsdiskussion, hvor politikere, erhvervsledere fra energibranchen og forskere vil identificere, hvordan energiforskningen kan medvirke til at opfylde behovet for grøn økonomisk vækst og skabe de nødvendige nye intelligente energisystemer.