Nanoforsker fra DTU har netop modtaget ”Fabrikant Ulrik Brinch og hustru Marie Brinchs Legat” for sin forskning
Kristoffer Almdal fra DTU Nanotech forsker blandt andet i, hvordan menneskekroppen optager medicin.
Hans indsats er nu blevet belønnet med ”Fabrikant Ulrik Brinch og hustru Marie Brinchs Legat”, der er på 100.000 kroner.
Prisen blev i år uddelt for 39. gang, og den gives til danske videnskabsfolk, der har præsteret fremragende videnskabeligt arbejde inden for medicin, teknik eller landbrugsvidenskab.
Kristoffer Almdal modtog prisen for sin forskning i plastmaterialet polymerer. Forskning, der har vagt anerkendelse på internationalt niveau.
Han har især forsket i, hvordan man kan lave små nanostrukturer ved hjælp af polymere nanopartikler med bestemte egenskaber. Nanostrukturerne kan blandt andet bruges til forskning inden for lægemidler, hvor de kan bruges til at kontrollere, hvordan lægemidlerne optages i kroppen. Kristoffer Almdals forskning i nanostrukturerne skal med tiden gøre det lettere at styre medicinering mere præcist.
Legatmodtager Kristoffer Almdal (tv) og fondens formand, DTU’s rektor Lars Pallesen, ved overrækkelsen.
Foto: Thorkild Amdi Christensen.
Uddelingen fandt sted kl.12.00 mandag den 10. marts på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.