Hele tre projekter fra DTU nåede finalen om dette års store iværksætterpris Venture Cup. Og cup’en blev da også for andet år i træk vundet af en DTU-studerende – nemlig Rasmus Schmidt Davidsen, der har udviklet en ny nanobaseret belægning, der kan gøre solceller meget mere effektive. De flotte resultater inden for iværksætteriet blev markeret med en reception for studerende og ansatte på DTU.
En skål for innovation og iværksætteri. Fra venstre ph.d.-studerende André Muller, DTU Fotonik, studerende Tobias Aabye Dam, DTU Systembiologi, seniorforsker Ole Bjarlin Jensen, DTU Fotonik, studerende Rasmus Schmidt Davidsen, DTU Nanotech, dekan Martin E. Vigild, direktør Michael Bak, Venture Cup, prorektor Anders Bjarklev. Foto: Thorkild Amdi Christensen.
Med dekan Martin E. Vigild som toastmaster blev iværksætteri og entreprenørskab blandt DTU-studerende sat på dagsordenen med en række små peptalks.
Prorektor Anders Bjarklev glædede sig i sin tale over, at innovation – som er det ene af universitets fire ’ben’ – på DTU ikke kun udspringer fra forskningen og laboratorierne, men i høj grad også drives frem af studerende i forbindelse med f.eks. Grøn Dyst – studenterkonferencen om bæredygtighed og klimateknologier.
Direktør for Venture Cup Michael Bak pointerede i sit indlæg, at DTU markerer sig i den landsdækkende Venture Cup-konkurrence med projekter af meget høj kvalitet – noget der skaber ’great ideas’ og som, når de kombineres med ’business skills’, tegner godt for Danmarks fremtidige vækst.
Rolf Berg, DTU Nanotech. Foto: Thorkild Amdi Christensen.
Professor Rolf Berg, DTU Nanotech, fremhævede Rasmus Schmidt Davidsen som et lysende eksempel på en kombination af innovativ tankegang og entreprenørskab. Og han understregede, at DTU har stort fokus på området – blandt andet ved at nævne, at både Martin E. Vigild og Anders Bjarklev var til stede ved Venture Cup-finalen – et faktum, som blev bemærket af studerne fra de øvrige universiteter.
Jebahar Allwin, der er formand for Stardust-DTU, præsenterede foreningen, som netop har til formål at fremme et innovativt miljø og skabe netværk mellem studerende gennem workshops og events. Og han gav stafetten videre til årets Venture Cup-vinder Rasmus Schmidt Davidsen, som med iværksætterprisen på en kvart million i ryggen nu er ved at starte egen virksomhed på basis af sit bachelorprojekt om ’black silicon solar cells’. Ambitionerne er store, nemlig at sælge den nyudviklede teknologi til verdens førende solcellevirksomheder. Rasmus’ opfordring til studerende med lyst til iværksætteri var da også kort og kontant: ’do it’, brug eksamensprojekter i konkurrencer som Grøn Dyst og Venture Cup.
Venture Cup'en og vinderen Rasmus Schmidt Davidsen.
Foto: Thorkild Amdi Christensen.
Finalisterne ved dette års Venture Cup med projekterne MedGreen, BioLab og Black Silicon Solar Cells.
Foto: Thorkild Amdi Christensen.
Læs mere om Black Silicon Solar Cells her.
Læs mere om Venture Cup her.