Kvinde retter på søns ansigtsmaske

Forskere tester om mundbind beskytter mod coronavirus

DTU og Statens Serum Institut etablerer diagnostisk enhed til at analysere om mundbind beskytter mod virus-smitte.

Forskere fra Region Hovedstaden, DTU og Statens Serum Institut har indgået et samarbejde med Salling Fondene, som har doneret fem millioner kroner til at undersøge om brug af mundbind forebygger smitte med coronavirus. 3.200 deltagere har allerede tilmeldt sig projektet, og har fået tilsendt mundbind og udstyr. Interesserede kan frem til udgangen af april melde sig som forsøgspersoner.

På DTU skal seniorforsker Kerstin Skovgaard være med til at etablere den diagnostiske enhed, som skal stå for at analysere prøverne for SARS-CoV-2, fire andre mindre patogene typer af coronavirus samt influenza A og B virus.

I alt skal der findes 6.000 deltagere til lodtrækningsforsøget, og de søges i første omgang blandt Salling Groups medarbejdere. Hvis forskerne ikke kan rekruttere alle 6.000 ad den vej, vil de søge deltagere blandt kunderne.

Mundbind i 30 dage

Forsøgspersonerne må ikke tidligere være smittet med coronavirus, og de må ikke tidligere have brugt mundbind fast på deres arbejde eller i fritiden. Halvdelen af forsøgspersonerne skal i 30 dage bære mundbind, så snart de bevæger sig uden for deres hjem. Den anden halvdel af forsøgspersonerne skal leve som normalt og følge myndighedernes anbefalinger under corona-epidemien.

Forsøgsdeltagerne skal teste sig selv i hele forsøgsperioden, dels ved at måle antistoffer, dels ved at pode sig selv i svælg og sende prøverne tilbage til forskerne til undersøgelse.

Ved afslutningen af perioden testes deltagerne igen med begge tests for corona-smitte. Studiet gennemføres i en måned fra den 8. april, hvorefter alle test fra forsøgspersonerne analyseres.