Tale ved DTU's årsfest 2009

Deres Kongelige Højhed, ærede ministre, kære gæster, skattede kolleger, herlige studenter, mine damer og herrer.

Velkommen til DTU’s årsfest arrangeret i samarbejde med Polyteknisk Forening.

Årsfesttalen dette år handler om branding, handlinger og holdninger eller rettere holdninger, handlinger og branding. Måske forbinder de fleste begrebet branding til kommercielle virksomheders behov for markedsføring af deres salgsprodukter gennem et varemærke, der skal give deres potentielle kunder nogle gode købsfremmende associationer, hvilket der jo intet odiøst er i. Branding bliver undertiden også – måske endnu hyppigere for nogle år siden – set som et mål i sig selv:

Det er med at være på, være set og være kendt. En noget ureflekteret beundring for ”brands”, hvorfor branding derfor også måtte være en beundringsværdig aktivitet i sig selv.

Mange virksomheder kan givetvis klare sig glimrende uden at være brandet, for nogle er sandheden, at den, der lever stille, lever godt.

Men sådan er det ikke for et universitet som DTU, der som Danmarks Tekniske Universitet må og skal samarbejde med førende internationale teknisk-naturvidenskabelige forskningsinstitutioner, specielt tekniske universiteter i eliteklassen. Dem kommer man ikke i samarbejde med uden at have noget at byde på, og uden at de ved det. Vi skulle også meget gerne trække blændende forskere og dygtige studerende hertil fra hele verden. Det gør man heller ikke, hvis man er et ukendt generisk universitet i et lille land med et mærkeligt sprog.

Regering og folketing har hjulpet meget.

Universitetsreformen, de senere universitetsfusioner og den afgørende universitetsautonomi på det økonomiske, ledelsesmæssige og organisatoriske område - oveni den videnskabelige uafhængighed og akademiske frihed - har givet universiteterne helt nye og bedre muligheder for aktiv udvikling, individuel profilering og chancen for at blive et ”brand”.

Branding-begrebets oprindelse daterer sig mindst 5.000 år tilbage, hvor kvæg og andre husdyr blev brændemærket. Den største udbredelse af brændemærkning har fundet sted i USA, for at fastslå ejerskab til kreaturer. Disse brands kunne blive så kendte, at de kom til at give navn til den ranch hvortil kvæget hørte – eller ligefrem tjene som øgenavn for ranchejeren. Heri ligger begyndelsen til brand som identifikation af identitet, en udvikling, der af mange gode grunde er fortsat. Oprindeligt brandede man lige værdige – eller snarere - lige værdifulde husdyr for at holde øje med ejerskabet, nu dækker brands over særlige kvaliteter. Ikke sjældent høj kvalitet, men normalt snarere kvaliteter i betydningen egenskaber.

En overensstemmelse mellem de forventninger varemærket skal skabe hos kunden i bred forstand, og hvad vedkommende qua brandet får et løfte om bliver leveret.

Tag stærke brands som f.eks. Levi’s jeans, Nokia mobiltelefoner eller Toyota automobiler. Her forventer kunden henholdsvis slidstærke, praktiske blå bukser; en betjeningsvenlig, up-to-date telefon; og en velkonstrueret, driftsikker bil. Disse virksomheder ved, hvad de står for, og har derfor, hvad man kan kalde holdninger. Det er der mange, der har. Specielt er det til enhver tid populært at have de rigtige, som der derfor er trængsel omkring. De holdninger alle - eller de fleste - har, kan imidlertid aldrig skabe grundlag for den identitet, som brandede virksomheder nyder og er i stand til at projicere. Der er nemlig ingen besluttet anderledeshed, der kan tiltrække interesse; ingen modig selvtillid, der kan aftvinge respekt; og ingen konsekvent konsistens, der kan appellere til beundring. Således som de ovennævnte eksempler alle kan og gør.

Holdninger kan komme mange steder fra. En viljestærk iværksætters personlige projekt, en bevægelses åndelige fællesgods, en virksomheds historiske udvikling, måske sågar et ”lucky punch”, som viste sig at føre til succes.

DTU har holdninger, ikke om alting, men om hvad et teknisk eliteuniversitets raison d’etre er; hvorledes naturvidenskab og teknisk videnskab skal interagere; hvorledes vore uddannelser må struktureres så de er fremtidsholdbare til gavn for kommende generationer af ingeniører; hvorledes faglighed specielt grundfaglighed må gå forud for tværfaglighed. Og mange flere ting. Jo, vi er strammere på mange punkter, samtidig med at vi ved, at ingen resultater kan opnås uden personligt engagement, der betyder såvel begejstring for arbejdet som forpligtelse over for fællesskabet.

Vore holdninger er ikke særligt nye. Essensen daterer sig helt tilbage til DTU’s etablering i 1829 som den Polytekniske Læreanstalt drevet frem af en international strømning, hvis tema var at nyttiggøre naturvidenskab gennem teknologi til gavn for samfundet.

Er der noget nyt, er det vel relanceringen af vores troskab over for disse tidlige idealer, vores vilje til at reformulere dem til nutidens behov og muligheder, og vores ublufærdige hang til at sige højt og gentagent, hvad vi mener. Det sidste har den gunstige sideeffekt, at det både tiltrækker og frastøder. Tiltrækker nye forskere og andre medarbejdere, der ønsker at dele vores universitets kultur og ser en spændende karrieremulighed i at være med. Og samtidigt frastøder dem, som alligevel ikke ville kunne, eller ikke ville ønske at bidrage til DTU’s udvikling inden for rammerne af vores fælles holdninger og værdier. Tilsvarende for nye studerende, hvor en klar holdningsbaseret profil tiltrækker netop de studerende, der vil have mest glæde af at studere på DTU og nok også afskrække dem, der næppe ville føle sig tilpas eller kunne begå sig.

Men holdninger skal føre til handlinger, hvis de skal have mere end akademisk interesse. Det er det virksomheder med stærke brands kan og gør. Levi’s, Nokia, Toyota, Coca Cola, Lego, Ray Ban, eller MIT. Gennem deres produkter og ydelser lever de i handling op til deres holdninger, ligesom deres indre liv afspejler deres erklærede værdier.

DTU’s holdninger slår også igennem i handling. Når vi f.eks. mener, at tæt interaktion mellem forskere og studerende er afgørende for vores måde at drive vort universitet på, så betyder det bl.a., at alle medlemmer af faculty skal have eget kontor, samt at de rent faktisk er til stede og tilgængelige på universitetet. Det betyder også, at vi ikke aflyser skemalagt undervisning, og at vi prioriterer omkostningskrævende eksperimentelt arbejde i uddannelserne.

Når vi f.eks. mener, at vi skal være blandt de internationalt førende tekniske universiteter, så betyder det bl.a., at vi stedse benchmarker os med tekniske elite-universiteter, og at vore stærke forskere sampublicerer med andre internationalt førende forskere. Det betyder også, at vi sørger for ikke at have flere ansatte, end der er råd til, så de, der arbejder på og for DTU, kan have fremragende arbejdsforhold vedrørende eksperimentelle faciliteter, driftsmidler til konferencerejser mv. For nogle år siden havde vi alt for få driftsmidler i forhold til antal ansatte; men frem for passiv bevillingsjammer reducerede vi antallet af forskerstillinger med ca. 15-20 % uden at reducere undervisningsudbuddet – og forskningsproduktionen gik i øvrigt samtidig frem med op mod 40 %. Det blev en mere krævende arbejdsplads, men også mere givende.

Når vi videre mener, at DTU for at klare sig skal være et ledet universitet betyder det f.eks., at man for at blive ansat som professor foruden sine høje faglige kvalifikationer også må magte og ønske at udøve forskningsledelse. Således at potentialet hos de studerende, specielt de ph.d.-studerende, men sandelig også hos mindre seniore kolleger kan blive foldet ud.

Har man klare, konsistente holdninger samt evne og vilje til at omsætte dem i handlinger, og så i øvrigt herigennem er i stand til - med succes - at klare sig på det marked i bred forstand som man opererer i, ja så kommer det sidste led, brandingen, næsten af sig selv. For man kan kun brande sig på det, man er; ikke på det man måske gerne ville være. Og hvis man ikke er noget særligt, ja så er der heller ikke rigtig noget at brande. Man kan muligvis ved hjælp af et stort reklamebudget eller på anden vis blive kendt og genkendt som varemærke, som geografisk lokalitet, eller som navn på et eller andet. Men branding-værdi vil det ikke give. Det kræver reelt indhold.

For DTU som vidensvirksomhed ligger branding-værdien inden for såvel uddannelse som forskning, rådgivning og teknologioverførsel. Vores samarbejdspartnere i erhvervslivet og hos myndigheder i og uden for Danmark ved, hvad de kan forvente fra os, og efterspørgslen stiger år for år.

Da f.eks. Siemens for et par år siden valgte DTU som primær universitetssamarbejdspartner som det første universitet uden for Tyskland, skete det ikke alene på grund af vore faglige kompetencer, også vores målrettede måde at drive universitetet på, spillede ind. Som det lidt spøgefuldt blev udtrykt af en højtstående Siemens direktør: ”DTU er det eneste amerikanske universitet i Europa”.

Et andet eksempel hvor DTU brandet er slået igennem i universitetsverdenen oplevede vi, da det fremragende tekniske universitet Postech i Sydkorea henvendte sig til os, øjensynligt fordi de kendte vores holdning til matematik som centralt grundfag i engineering. De ønskede ikke at høre, hvad vi mente, men lære hvordan vi praktiserede holdningen. De kendte os i øvrigt også godt nok til at vide, at samarbejde kun ville have vores interesse, hvis tilsvarende viden kunne flyde den anden vej. Deres stærke brand tager udgangspunkt i faglig styrke inden for navnlig produktion, så det blev området, hvor vi nu skal lære af dem.

DTU’s brand har også stor positiv betydning for vores studerende. Når jeg hvert år modtager vore nye russer, understreger jeg altid – som sandt er – at de jo ikke har valgt det letteste sted at erhverve en ingenørgrad. Uddannelsen er faktisk ikke blot krævende i dansk sammenligning, men også set i internationalt perspektiv. Det skræmmer tilsyneladende ikke nogen væk, men nu er det jo også nye DTU-studerende, som altovervejende kender vort brand på forhånd.

Og hvis det skræmte nogen væk, var det jo blot fordi, de havde valgt galt i forhold til deres talent, lyst og energi. I så fald er det faktisk til glæde for alle parter, at de finder noget andet at beskæftige sig med så hurtigt som muligt. Når jeg så nogle år senere sammen med deres dekan ønsker vore nydimitterede ingeniører til lykke med deres grad, er det rart at kunne fortælle dem og deres stolte familier at deres diplom er et brandet diplom, som er kendt og anerkendt på arbejdsmarkedet, ikke blot i Danmark men verden over: De har erhvervet en internationalt meget salgbar kvalifikation til deres CV.

DTU er blevet et brand – et stærkt brand.

Hvordan gik det nu lige til?

Hvilke PR-konsulenter fik oprindeligt ideen?

Hvilken konceptudvikler skabte indhold og fyldte det ud?

Hvilket reklamebureau lancerede og vedligeholdt det?

Sandheden er, at det etablerede næsten sig selv, fra fælles holdninger over koordinerede handlinger, ved at vi uden vaklen vedstår, at vi er, hvem vi er.

Ja, vi er, hvem vi er, og det vil vi ikke gøre nogen undskyldning for.

----------------------------------------------------------------------------------

Jeg skal herefter give ordet til PF’s formand, stud.polyt.

Torben Ommen