Ledeord: dna
I alt 74 punkter i ansigtet kan spores i dna-strengen. Foto: Jens Fagertun
Fingeraftryk, dna, vidneforklaringer, manglende alibier, rester af beklædningsgenstande og fantomtegninger – listen over redskaber, der kan være med til at fælde en forbryder, er lang, og nu kan der snart føjes endnu en til listen. Netop nu er et forskerteam fra DTU’s Center for Biologisk Sekvensanalyse ved DTU Systembiologi og DTU Informatik ved at udvikle en avanceret metode, der har til formål at kunne genskabe et billede af ansigtet på en person ud fra vedkommendes genetiske kode – dna. Og det er naturligvis en teknologi, som både Interpol og National Kriminalteknisk Enhed under Rigspolitiet følger udviklingen af – meget tæt:
”Hvis det lykkes forskerne at færdigudvikle teknologien, bliver det et helt unikt redskab, som vil kunne hjælpe os med at opklare forbrydelser både hurtigere og bedre, end vi kan i dag. Nu har vi brugt fingeraftryk i mange år, men det forudsætter jo, at poterne har været fremme. På et gerningssted er der i udgangspunktet altid et dna-spor – vi skal bare finde det. Et fantombillede kommer ikke til at afløse den gode vidneforklaring, men sammenholdt bliver det et meget stærkt redskab,” siger politiinspektør Jørn Gravesen fra National Kriminalteknisk Enhed.
Fra blod til billede
For at kunne forklare, hvorledes forskerteamet ved hjælp af biologisk materiale kan sige noget om størrelsen på en forbryders næse, bredden af kindbenene eller afstanden mellem øjnene, skal vi spole tiden tilbage til april 2011.
Mens store dele af den danske befolkning smed overtøjet og nød den tidlige forårssol, trak forskerteamet i arbejdstøjet, fordi de helt ekstraordinært havde fået adgang til et helt enestående datasæt – dna samt portrætbilleder fra omkring 600 forsøgspersoner. Et datasæt, som senere skulle vise sig at indeholde præcis de ingredienser, man skal bruge for at kunne designe en model, som ud fra dna kan afsløre personens ansigt. Arbejdet foregik på en hemmelig destination i Europa. Af hensyn til personfølsomme oplysninger er der strenge regler om, at man ikke må have adgang til en persons dna og billeder af personen på samme tid. To fra forskerteamet blev derfor placeret ti kilometer fra hinanden med hver deres del af datasættet, bag tykke mure, aflåste rum og uden internetadgang – og så gik registreringsarbejdet i gang, fortæller ph.d.-studerende Jens Fagertun, der er tilknyttet billedgruppen på DTU Informatik:
”For at finde ud af, om der er noget sted på dna-strengen, der eksempelvis beskriver næsens form, var jeg først og fremmest nødt til at annotere samtlige portrætbilleder. Det vil sige, jeg fik computeren til semiautomatisk at sætte 74 punkter på hvert af de 600 ansigter. Punkterne beskriver afgørende ting ved ansigtet, som eksempelvis bredden og længden af næsen, afstanden mellem kindbenene, øjnenes form eller pandens højde,” fortæller Jens Fagertun.
Oplysningerne om de mange hundrede ansigter tager næste led i fødekæden sig af: Tune Pers, der er nyudklækket ph.d. fra DTU Systembiologi og fra denne sommer ansat som postdoc ved Harvard Medical School. Oplysningerne, Jens sender videre, er tal – lidt banalt sagt har Jens konstrueret en matematisk opskrift, som eksempelvis giver en stor, bred næse et 10-tal, mens en slank, smal næse får et 4-tal og så fremdeles. Og de tal kobler Tune Pers til personens dna:
”Man ved fra studier af enæggede tvillinger, som antages at have ens genomer, at de har de samme ansigtstræk. Derfor ved vi, at det i en vis grad må kunne spores i dna, hvordan vi ser ud. Vi ved bare ikke, hvilke steder i genomet der eksempelvis bestemmer størrelsen på næsen. En del af min opgave har derfor været at finde de dna-varianter, hvis frekvenser genspejler de retninger, vi ser i de vektorer, jeg får fra Jens. Første skridt for mig er altså at finde de dna-varianter, som kan forklare ansigtstrækkene. Dernæst laver jeg en model, som vi benytter til at forudsige ansigtstrækkene på baggrund af de udvalgte dna-varianter,” forklarer Tune Pers.
Den genetiske sladrehank
For udenforstående lyder forskningsarbejdet sandsynligvis som en ordentlig matematisk mavepuster, men Tune Pers, Jens Fagertun og det øvrige team har langtfra mistet pusten – de første resultater har vist, at metoden er overraskende velegnet:
”Der er i dette første forsøg fundet mange genetiske komponenter, som med stor sandsynlighed er involveret i ansigtets fysiske form, så jeg er meget optimistisk i forhold til vores fremtidige arbejde,” fortæller leder af projektet, lektor Hanne Jarmer fra DTU Systembiologi.
Hanne Jarmer har sammen med lektor Henrik Bjørn Nielsen, også DTU Systembiologi, og DTU taget patent på teknologien. Men selvom forskerteamet har opnået lovende resultater i deres proof of concept-studium, så er der et stykke vej igen, før politiets kriminaltekniske enhed sidder med et computerprogram, hvori de kan indtaste oplysninger om en persons dna og efterfølgende printe et billede af den formodede gerningsmand. For der skal registreres mange flere personer fra forskellige etniske befolkningsgrupper, før man kan bruge redskabet:
”De forsøgspersoner, vi har arbejdet med indtil nu, tilhører alle samme etniske population, og vores model kan derfor kun afsløre ansigtet på en person, der kommer fra denne befolkningsgruppe. Hvis vi skal kunne lave et billede af en person fra Kina eller Rumænien, er vi nødt til at have fodret vores model med oplysninger om, hvordan man ser ud, og hvilke dna-variationer man har i Østen og Asien,” fortæller Hanne Jarmer.
Men adgang til dna er en temmelig dyr affære. Forskerteamet er derfor på jagt efter et tocifret millionbeløb for at kunne arbejde videre på projektet. Men kommer der flere midler, forventer Hanne Jarmer også, at de første kommercielle produkter vil kunne være klar inden for en kort årrække – og det er ikke kun politiet, der kan glæde sig; teknologien vil også kunne anvendes til mere underholdende aspekter:
”Det vil også være muligt med samme teknologi at kunne fremstille billeder af, hvordan man ville have set ud, hvis man var blevet født som det modsatte køn. I tilfælde, hvor biologisk materiale foreligger, vil metoden desuden kunne bruges til at rekonstruere, hvordan historiske personer har set ud, da de var i live,” slutter Hanne Jarmer.