Maj-Britt Quitzau er blevet iført en slidt badekåbe, har fået viklet et ikke-matchende håndklæde om håret og er blevet bedt om at tage plads på kanten af et lille zinkbadekar.
Når man er en anderledes ingeniør, kan det være en anderledes oplevelse at blive fotograferet. Foto: Ditte Valente
På dette punkt i interviewet afbryder Maj-Britt Quitzau sin talestrøm, udstøder et overbærende ”åhh…”, holder derpå en kort pause, før hun siger ”Friland”, som var det en irriterende lillesøster, og genoptager talestrømmen:
”Noget af det værste er ”Friland”. Det giver folk et indtryk af, at det dér med miljø er noget, der foregår derovre i Jylland, og at det er sådan noget med muslingeskaller på taget og en masseovn. Det er for langt væk fra det system, man har i dag. Det er godt, fordi det får os til at tænke, at vi skal et andet sted hen, men det rykker ikke det eksisterende system. Tværtimod – det bliver noget, man opponerer imod,” siger hun, inden hun opsummerer sin anke mod ”Friland” og omdrejningspunktet for sin forskning:
”Det handler om at finde de løsninger, hvor man flytter folk, men har dem med.”
Grænseområde mellem ingeniørvidenskab og samfundsvidenskab
Maj-Britt Quitzau er adjunkt ved DTU Management, hvor hun forsker i, hvordan vores samfund kan omstilles til et mere bæredygtigt samfund. Svaret afsøger hun i et grænseområde mellem ingeniørvidenskab og samfundsvidenskab. Rationalet er, at grænserne for en bæredygtig udvikling ikke alene går ved vores evne til at udvikle nye, bæredygtige teknologier, men også ved vores lyst til og muligheder for at tage de nye teknologier til os.
Med det udgangspunkt har Maj-Britt skrevet ph.d.-afhandling om, hvordan vores badeværelseskultur udgør en barriere for en omstilling til et mere bæredygtigt samfund, og når hun efter sin barselsorlov er tilbage på DTU Campus skal hun indgå i en international forskningsalliance om bæredygtig omstilling ledet af DTU Management (se boks).
To nøglebegreber i Maj-Britts forskning er ”praksis” og ”omstilling”:
”Mens praksis handler om at studere brugernes hverdag for at finde frem til, hvad deres praksis i forskellige sammenhænge er, tager omstilling udgangspunkt i planlæggerne, der gerne vil have brugerne til at gøre noget anderledes. Ved at koble de to kan man blive klogere på, om man kan ændre folks praksis og dermed lave en omstilling,” forklarer Maj-Britt, der i sin ph.d.-afhandling søgte en forståelse af, hvorfor de miljørigtige urinseparerende toiletter (med separate kummer og afløb til hhv. urin og fæces) og komposttoiletter (uden vandtilførsel) efter flere år på markedet ikke har vundet indpas hos brugerne og derfor undersøgte praksis i forbindelse med vores badeværelseskultur.
Praktisk, æstetisk og komfortabelt
Maj-Britt lavede ud fra en stor stak ”Bo bedre” en analyse af, hvordan der gennem årene er blevet skrevet om badeværelser, og interviewede en række familier og kunne dermed spore sig ind på udviklingen i danskernes badeværelseskultur til i dag:
I 60’erne skete der et opgør med de meget kliniske badeværelser med fokus på hygiejne, og siden da er der kommet mere og mere fokus på, at badeværelser skal være praktiske, æstetiske og komfortable. Wellness-bølgen skyllede ind over landet, samtidig med at Maj-Britt skrev sin afhandling:
”Når jeg kom ud til de her mennesker og skulle interviewe dem om deres badeværelser, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle se nogle badeværelsespaladser med luksus og spa. Men dem kunne man næsten ikke finde. Det overraskede mig meget, hvor almindelige og kedelige badeværelserne rent faktisk er. Jeg oplevede i stedet, at folk med få midler søger den der drøm om wellness. Når de snakker om deres nærmest helt almindelige badeværelser, så kan man høre, at drømmen om wellness og måden at bruge det på er der,” siger Maj-Britt og fortæller om en kvinde, der omtalte sit badeværelse med badeforhæng, håndvask og vaskemaskine som et kursted. I den forestilling passer miljørigtige toiletter dårligt ind.
”Det viser, hvor meget praksis tæller. Man kan ikke bare tage ud og kigge på folks badeværelser og konkludere, at de ikke er til wellness – man er nødt til at snakke med dem og forstå, hvordan de bruger badeværelset.”
Beslutsomhed mangler
Andre barrierer for miljørigtige toiletter er af den slags, man kan tage og føle på, og opstår som følge af det, Maj-Britt beskriver med begrebet ”stiafhængighed”:
”Når man begynder at gå ad en bestemt vej – får lagt nogle rør i jorden og sat nogle toiletter op – så bliver det enormt svært at ændre. Fx kræver et komposttoilet, at man har en beholder under toilettet, men de fleste huse i dag har ikke kælder.”
Det er en kompleks problemstilling, Maj-Britt ridser op, og skal den løses, kræver det mod, for afgifter og oplysning alene virker ikke, når brugernes virkelighed er en anden. Der skal helt andre virkemidler til:
”Hvis man kigger mange år tilbage, havde man aldrig troet, at rygning var noget, man ville gå ind og regulere og i den grad sætte grænser for, hvad folk gør. Alligevel synes man i dag, det er så alvorligt, at man gør det. Den beslutsomhed er der ikke omkring miljø og klima.”