Nanoteknologi er fantastisk. Men nanomaterialer hører ikke hjemme i almindelige forbrugerprodukter, i hvert fald ikke hvis der ikke er grund til det og slet ikke uden at være undersøgt og reguleret nøje af miljømyndighederne.
Det mener lektor Steffen Foss Hansen, og han har virkelig noget at have det i. Han har nemlig forsket i risiko og regulering af nanomaterialer i ti år og er netop blevet doktor efter at have forsvaret en afhandling med titlen ”Registration, Evaluation, Authorisation, Categorisation and Tools to Evaluate Nanomaterials – Opportunities and Weaknesses”. Ordene siger, hvad den handler om, men er også omhyggeligt valgt og sammensat for at kunne danne undertitlen ’REACT NOW’.
”Nanoteknologien og brugen af nanomaterialer blomstrer og udvikler sig hele tiden, men rent lovgivningsmæssigt går det utrolig trægt. Der er faktisk frit slag for producenterne til at bruge nanomaterialer eller bare nævne ordet nano i produktets navn, uden at myndighederne har mulighed for at evaluere materialerne eller dokumentere, at de faktisk er til stede. Min afhandling er både et forslag til, hvordan lovgivningen kan bygges op, og ikke mindst et opråb om at gøre det: ’Kom nu i gang for pokker!’” siger den nybagte doktor.
Doktordrømme
"Nanoteknologien og brugen af nanomaterialer blomstrer og udvikler sig hele tiden, men rent lovgivningsmæssigt går det utrolig trægt."
Steffen Foss Hansen
Steffen Foss Hansen har drømt om at at lave en doktorafhandling, lige siden han afleverede sin ph.d., der også handlede om risikostyring af nanomaterialer. Men det kræver jo, at man har en banebrydende idé, en slags motor, som han siger.
Den første motordel til Steffens disputats blev den offentligt tilgængelige database nanodb.dk over alle de produkter i Europa, som producenterne påstår, indeholder nanomaterialer. Databasen er skabt og vedligeholdes af Steffen og hans kolleger i DTU Miljø, og den indeholder foreløbig flere end 3000 produkter. Da databasen først var på plads, begyndte Steffen af få idéer til, hvordan man kunne kategorisere produkterne og evaluere dem i forhold til risiko for mennesker og miljø.
”I over halvdelen af tilfældene kan vi ikke engang sige, hvilket nanomateriale, der er er tale om. Producenten oplyser måske, at der er brugt nanomaterialer, men ikke hvilke og til hvilket formål. ’Nano’ er simpelthen blevet et ord, der sælger. Her på DTU Miljø har vi apparaturet til at lave analyserne, men vi har ikke kunnet skaffe penge til at gøre det på alle produkter i basen. Det burde jo også være en myndighedsopgave,” siger Steffen.
Farvekoder for farlighed
Han mener dog ikke, at man helt skal opgive at evaluere produkterne i forhold til sundhed og miljø. Her kommer den anden motordel nemlig ind: Steffen og hans kolleger har udviklet et visuelt overbevisende system, hvor hvert produkt tildeles farven rød, gul eller grøn (eller grå, hvis man ikke kender materialet) i fem faste kategorier. De tre første kategorier siger noget om graden af eksponering i forhold til professionelle, almindelige forbrugere og miljø og de to næste om, hvad vi ved om potentielle effekter på henholdsvis mennesker og miljø.
”På den måde kan vi give en vurdering uden at vide præcis, hvilke koncentrationer af nanomaterialer, der er i det enkelte produkt. Og man kan beslutte, at bestemte kombinationer af farvekoder fører til et krav om autorisation. Med tre røde kategorier bør det overvejes, om der er grund til at sætte visse anvendelsesbegrænsninger for produktet,” siger Steffen Foss Hansen.
Hans database og kategorisering af produkterne er således et skelet til en kommende lovgivning for nanomaterialer.
”Jeg er ikke jurist, så jeg kan ikke udforme lovtekster, men min afhandling er den første fortælling om, hvordan sådan en lovgivning kunne være struktureret fra ende til anden.”
Budskab til politikerne
Doktorafhandlingen er også en måde at få afleveret budskabet til politikerne:
”Jeg kan se, at der er ekstremt stor interesse for afhandlingen, både internationalt og herhjemme. 5000 mennesker har set opslaget om mit forsvar på LinkedIn - en videnskabelig artikel havde nok ikke skabt samme opmærksomhed. Men afhandlingen ender jo ikke nødvendigvis på Borgen eller i Europa-Parlamentet.
En af opponenterne arbejder dog for det europæiske kemikalieagentur. Og det kan jo være, at han kan lægge den på det strategisk rigtige skrivebord. Jeg håber da, at den kan være med til at få bolden til at rulle.”