SBT Aquatech, der vandt Venture Cup 2013. Foto: Tuala Hjarnø

Fremtidens entreprenører blev fejret

Spildevand og vandafledning Mikro- og nanoteknologi Sensorer Entreprenørskab Innovation og produktudvikling
DTU-studerende har igen i år sat et stærkt præg på Venture Cup, iværksætter- og entreprenørkonkurrencen for universitetsstuderende. Det blev markeret ved en reception på DTU, hvor der blev sagt tillykke til konkurrencedeltagerne og vinderne af årets cup.

DTU’s direktør for innovation, Marianne Thellersen overrakte Venture Cup’en for årets bedste forretningside til vinderholdet SBT Aquatech og sagde:

”På DTU er vi virkelig stolte af jer. For entreprenørskab er ekstremt vigtigt for os som universitet. Den viden, som udspringer af vores forskning, skal ud og gøre nytte i samfundet. SBT Aquatech, I er et ægte vinderhold, I har forskellige kompetencer, der supplerer hinanden. I er initiativrige – og parat til at gå ud i verden og skabe den dialog, der er helt nødvendig for at få skabt en forretning. Det kræver mod, og det har I.”

Marianne Thellersen holder tale i anledning af Venture Cup 2013. Foto: Tuala Hjarnø

SBT Aquatech-holdet er tre studerende fra DTU Nanotech. Holdet har udviklet en bakteriesensor, der hurtigt, effektivt og online kan detektere mikroorganismer i vand. Sensoren kan blandt andet bruges på vandværker, hvor man meget hurtigere end i dag vil kunne blive advaret om, at der f.eks. er målt E. Coli-bakterier i vandet – et stort problem, der risikerer at gøre mange mennesker syge.

Marianne Thellersen benyttede desuden sin tale til at sige tak til DTU Nanotech, hvor både SBT Aquatech’s vejleder, lektor Winnie Edith Svendsen og professor Rolf Berg spiller en helt central rolle i forhold til at sætte innovation og entreprenørskab på dagsordenen. Med deres engagement og inspiration medvirker de til at både instituttet og DTU som sådan er flot repræsenteret i f.eks. konkurrencer som Venture Cup.

Også Venture Cup’s direktør Human Shojaee fremhævede, at DTU igen i år har spillet en central rolle i cup’en. I år vandt SBT Aquatech hovedkonkurrencen i start-up-konkurrencen – og præmien på 250.000 kr. plus rådgivning og konsulentbistand til en værdi af 400.000 kr. Og de seneste fire år, har DTU løbet af med hovedpræmien tre gange, ligesom DTU-holdene klarer sig rigtig godt i de efterfølgende internationale konkurrencer, f.eks. Intel Business Challenge for europæiske studenter-start-up-virksomheder.
”DTU sætter virkelig standarden for Venture Cup’en på et højt internationalt niveau. Så vi er stolte over at repræsentere jer,” sagde Human Shojaee.

SBT Aquatech, der udgøres af Christian Bertelsen, Gustav Skands og Joachim Thomsen, vandt først deres egen kategori, Cleantech & Environment, og blev senere den samlede vinder af Venture Cup. De deltagende DTU-studerende klarede sig i det hele taget godt i konkurrencen. Fire ud af fem kategori-vindere havde DTU-studerende på holdet:

• Cleantech & Environment: SBT Aquatech (DTU) - samlet vinder
• People & Society: Lendino (Københavns Universitet og Copenhagen Business School)
• Life Science & MedTech: BalancAir (DTU og Aarhus Universitet)
• Mobile & Web: Quick Inspect (DTU)
• Product & Technology: PLASMARC (DTU og Copenhagen Business School)

Vinderne af de fem kategorier vandt 50.000 kr. og en Booster Pack med produkter og ydelser til opstart af deres virksomhed.

Læs mere om holdene og deres idéer på Venture Cups hjemmeside