På DTU arbejdes der med fysiske benspænd som kilde til innovation. Det skal give unge med handicap redskaber til at gå iværksættervejen.
De fleste af os har prøvet at sove over os. Men det er nok de færreste, der kan give vækkeuret skylden.
Det kan 23-årige Rasmus Rejnholt Knudsen, der er svært hørehæmmet. På grund af sin manglende hørelse bliver han om morgenen vækket af et vibrationsvækkeur, der er clipset fast til hans pude. Men ofte falder clipsen af i løbet af natten, det resulterer i, at vækkeuret bliver væk i sengen, og Rasmus Rejnholt Knudsen sover over sig.
Hans problem er bare ét ud af mange, som 16 unge iværksættere med handicap har taget med til innovationshubben DTU Skylab for at løse. Her er de på en workshop blevet teamet op med DTU-studerende for at udvikle løsninger, der knytter sig til de problemer, de kender fra deres handicap. En proces, som har inspireret både deltagere og studerende.
”Det er helt utroligt, hvor mange indsigter jeg har fået, og hvor mange idéer der er at videreudvikle på. Jeg har for eksempel aldrig før tænkt over, hvordan en med hørebesvær står op om morgenen, men det gør jeg nu,” fortæller Line Stub Madsen, der til dagligt studerer Proces og Innovation på DTU.
"Vi laver teknologi for mennesker, og hvis der er nogen, der er gode til at se de oversete behov, der er i samfundet, så er det jo netop nogen, der har et benspænd eller handicap selv."
Marianne Thellersen, koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab
Hun har på workshoppen arbejdet i team med Rasmus Rejnholt Knudsen om at udvikle en teknologisk løsning, der kan afhjælpe hans problem med at sove over sig. Det er blevet til en konkret idé, som han nu overvejer at gå videre med.
En god forretning
Idéudviklingen på DTU Skylab er en del af en 10-ugers lang bootcamp for unge iværksættere med handicap. Bootcampen er blandt andet arrangeret af Dansk Handicap Forbund, og som den første af sin slags i Danmark vil den give deltagerne redskaber til at bruge deres handicap som et aktiv på arbejdsmarkedet frem for en ulempe.
”Der er cirka 50.000 mennesker med handicap i Danmark, som rigtig gerne vil arbejde, men som ikke kan få foden ind på arbejdsmarkedet. Én af de primære årsager er fordomme og uvidenhed om, hvilken værdi handicap kan bringe til en arbejdsplads. Derfor tænkte jeg: Hvorfor så ikke lære at designe sit eget arbejdsliv,” forklarer Signe Hartvig Daugaard, der er én af initiativtagerne til bootcampen og stifter af medievirksomheden Great Minority.
Iværksættere, der har brugt deres fysiske udfordringer som idé til at starte virksomhed, holder oplæg. Her Peter Kragh fra Benesit som har udviklet en flytbar stol, der forebygger rygsmerter. (Foto: Kaare Smith)
Initiativet har fra start mødt stor interesse fra DTU. Ikke kun på grund af det stærke budskab, men fordi der er et stort, uforløst forretningspotentiale, som ifølge koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab Marianne Thellersen kan være med til at skabe en mere lige verden.
”Det er vigtigt for DTU at være med i det her. Vi laver teknologi for mennesker, og hvis der er nogen, der er gode til at se de oversete behov, der er i samfundet, så er det jo netop nogen, der har et benspænd eller handicap selv. Ved at have dem med i innovationen tror jeg, vi kan skabe en verden, hvor de produkter vi omgiver os med, ikke deler os op i majoritet og minoritet. Men hvor vi fra start designer noget, som flest muligt kan bruge,” siger hun.
Problemløsning for alle
Én af de centrale pointer på workshoppen har været, at man ved at arbejde med handicap som innovationskilde kan udvikle produkter, der både løser et problem for personer med handicap, og samtidig kan bruges af andre.
Det kaldes at arbejde med inkluderende produktdesign, og det er Rasmus Rejnholt Knudsens idé til en ny vækkeursløsning et godt eksempel på.
”Jeg kom på, at man, frem for at have et vibrationsvækkeur som separat hjælpemiddel, kan gøre hele sengen til et vækkeur. Jeg forestiller mig et lagen med indbyggede elektroder, der kan indstilles til at vibrere, når man skal op. Det kan jo også komme andre, der ikke har høreproblemer, men som har svært ved at stå op, til gavn,” forklarer han.
Rasmus Rejnholt Knudsen og hans gruppe pitcher deres idé for de andre deltagere. (Foto: Kaare Smith)
Ligesom flere af deltagerne planlægger han nu at bruge de erfaringer, han har fået på DTU Skylab til at videreudvikle sin idé.
”Jeg har fået nogle konkrete værktøjer til, hvordan jeg skal operationalisere min idé og handle på den. Og det kan bestemt ikke udelukkes, at jeg kunne finde på at arbejde videre med den her på DTU,” siger han.
Iværksætterbootcampen løber frem til december. I det nye år har folkene bag allerede planlagt endnu et bootcampforløb.
- Bootcampen er udarbejdet af Great Minority, Nossell og Co. og Dansk Handicap Forbund. Projektet er støttet af Tuborgfondet og Dansk Erhverv.
- Læs mere om Danmarks første bootcamp for unge med handicap her.