Beton er verdens mest anvendte byggemateriale. Alene i Danmark blev der i 2015 produceret ca. 8,7 mio. ton beton – en mængde, der svarer til, at vi hvert år bygger omtrent fire storebæltsbroer.
Beton er så udbredt på grund af dens gode egenskaber såsom høj styrke og god holdbarhed, og prismæssigt er den også særdeles fornuftig. Det gør beton til et demokratisk byggemateriale, idet alle lande bliver i stand til at opføre bl.a. boliger og infrastruktur, som er til at betale.
Dog har beton en anden pris, som skal betales: den klimamæssige. Beton har et tungt CO2-aftryk, der skyldes indholdet af cement. Netop de ovennævnte fordele og ulemper ved beton bevirker, at materialet udgør et væsentligt felt på DTU, både hvad angår forskning, innovation og uddannelse.
På forsknings- og innovationsområdet arbejder DTU med beton som materiale, bl.a. for at bidrage til en bæredygtig udvikling inden for byggeriet. Vores dedikation til feltet kommer bl.a. til udtryk i de 60 mio. kr., som universitetet har investeret i det helt nyopførte beton- og materialelaboratorium på Lyngby Campus.
En anden stor infrastruktur finder vi på Ballerup Campus, hvor DTU har fået en stor 3D-betonprinter. Det er en teknologi, der kan blive yderligere en vej til et mere bæredygtigt betonbyggeri. Teknologien er stadig i sin vorden, og vi har endnu til gode at se dens fulde potentiale udfoldet, men her er DTU også i fuld gang med at beregne og afprøve mulighederne. Ved at udforske og udnytte de nye teknologier kan verden minimere betonforbruget til kun det absolut nødvendigste.
Med 3D-betonprint skal man ud over at mestre beton som materiale også mestre den digitale side af byggeri. For ingen kan printe med beton uden at have byggeriet repræsenteret digitalt.
Vores næste generation af bygningsingeniører fra DTU eksponeres således for avanceret teknologi, bæredygtig udvikling og digitalisering, og det er et rigtig godt afsæt i en verden, hvor vi skal bruge stadig færre ressourcer – også i byggeriet.