Foto FOM Technologies

DTU-startup går på børsen

FOM Technologies, der sælger udstyr til fremstilling af plastiksolceller, er godkendt til Nasdaqs vækstbørs for små og mellemstore virksomheder.

Startup-virksomheden FOM Technologies er kommet på First North, Nasdaqs vækstbørs for SMV’er. FOM Technologies (Funktionelle Organiske Materialer) blev etableret i 2012 på baggrund af en coatingmaskine udviklet på DTU, der gør det muligt at masseproducere plastiksolceller.

"Børsnoteringen skal sikre ny kapital til virksomheden, og den vil vi især bruge på at styrke vores salg internationalt, hvor vi vurderer, at vi har gode vækstmuligheder,” siger FOM Technologies’ direktør Michael Stadi.

Teknologien, der gør massefremstilling af plastiksolceller mulig, hedder slot die coating og sker ved hjælp af en coatingmaskine, hvor man nærmest printer et materiale på enten glas eller tynde baner af plastik. Printningen betyder, at det er muligt at fordele ultratynde og helt ensartede lag af et materiale på en stor flade. Teknologien viste sig også at være nyttig inden for materialeforskning.

”Med vores coatingmaskiner er det muligt for forskere at undersøge egenskaberne ved et nyt materiale i meget større skala og meget hurtigere og meget billigere, fordi de undgår spild af deres materialer, som oftest er dyre at fremstille,” siger Michael Stadi.

Apple og Microsoft er kunder

FOM Technologies har gennem årene videreudviklet coatingmaskinerne til nye anvendelser, og det vidner kundekredsen hos FOM Technologies også om. Hvor kunderne i starten primært var universiteter og andre forskningsinstitutioner, sælger FOM Technologies nu også til virksomheder, der udvikler batterier, membraner til vandfiltrering, lab-on-a-chip-løsninger eller trykfølsomme folier til touchscreens i automobilbranchen.

Blandt FOM Technologies’ kunder er der i de senere år desuden dukket helt store virksomheder op som de såkaldte Fortune 500-selskaber, heriblandt Apple, Microsoft og energiselskabet Phillips 66.
”Vi ved ikke altid, hvad virksomhederne skal udvikle med vores udstyr, for nogle af dem holder kortene ret tæt til kroppen, hvilket jo er forventeligt,” siger Michael Stadi.

Det er nemmere for FOM Technologies at følge udstyrets anvendelse på universiteter og forskningsinstitutioner, fordi forskerne publicerer deres resultater med oplysninger om anvendelsen af deres maskiner. MIT er et af de universiteter, der sidste år har købt en af de største maskiner i FOM Technologies’ produktportefølje.

”Vi er meget stolte af, at selveste MIT anvender vores teknologi til deres forskning og udvikling,” siger Michael Stadi, der uddyber, at de udelukkende har solgt udstyr til udlandet:

”Vi har ikke en eneste kunde i Danmark. Vores kunder er især fra USA og Asien, og vi mener, at vi kan sælge meget mere udstyr, men vi har brug for den saltvandsindsprøjtning, som børsnoteringen giver os. Vi har ikke tid til at vente på en stille og rolig organisk vækst, der sker af sig selv, for så risikerer vi at blive overhalet af vores konkurrenter,” siger direktøren.

Ruster sig til væksteventyr

I de seneste måneder har FOM Technologies rustet sig til det væksteventyr, som de håber, bliver realiseret ved hjælp af børsnoteringen. Virksomheden har ansat flere medarbejdere, der nu tæller syv i alt. 

Det er FOM Technologies’ håb, at skridtet ind på vækstbørsen First North blot er det første på en større rejse, hvor de efter nogle års vækst kan komme ind på den ’rigtige’ børs for de helt store virksomheder.