DTU vandt Bygherreprisen 2020 for implementeringen af en campusplan, der understøtter et stærkt undervisningsmiljø og tiltrækker forskere, undervisere og studerende fra hele verden.
Der var store smil bag corona-maskerne, da DTU tidligere på ugen fik et overraskelsesbesøg fra Bygherreforeningen og modtog Bygherreprisen 2020. I begrundelsen hed det blandt andet:
DTU vinder den prestigefulde branchepris for en ambitiøs og strategisk campusudvikling, der understøtter et stærkt og attraktivt universitetsmiljø, og for at bidrage til innovation og udvikling i byggeriet. Det er en bygherreindsats, som løbende er blevet udviklet og kvalificeret, og som i dag er et afgørende element i forhold til at skabe et konkurrencedygtigt universitetsmiljø, som blandt andet tiltrækker de bedste studerende, forskere og ansatte fra hele verden.
Den omfattende strategiske campusplan, som rækker frem mod 2050, integrerer bæredygtighed, både på bygningsniveau og som bydel, og skal sikre udviklingen af en grøn campus med en bæredygtig mobilitet, høj arkitektonisk kvalitet og et inviterende campusmiljø, det bidrager til omverdenen.
”DTU viser med sin stærke og kompetente bygherreorganisation, hvordan man kan præge sit byggeri og derigennem levere gode fysiske rammer, som kan styrke hele organisationens værdiskabelse. Universitetet skal i den forbindelse særligt roses for et flot og inspirerende digitalt fokus, som bidrager til nyskabende samarbejde i byggeprojekterne samt et udpræget bæredygtigt aftryk i det færdige byggeri,” siger bedømmelseskomitéens formand, og adm. direktør i Lejerbo, Palle Adamsen.
Campusdirektør Jacob Steen Møller takkede for prisen og sagde:
”Det er en stor ære at modtage Bygherreprisen. Vi har siden 2010 arbejdet målrettet for at integrere projektudvikling og drift med henblik på at opnå bedst mulig totaløkonomi, bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet i projekterne. De seneste år har vi fokuseret særligt på nye digitalt understøttede samarbejdsformer i byggerierne, som senest med bygning 310 har vist sin store styrke. Vi vil bruge bygherreprisen som inspiration til endnu mere værdiskabende samarbejde med byggebranchens aktører.”