Sejren er i hus til de danske deltagere i årest Shell EcoMarathon. De studerendes slog med brintbilen DTU Dynamo deres egen uofficielle verdensrekord for brintbiler.
Ved at tilbagelægge hvad der svarer til 810 kilometer på en liter 95 oktan var DTU Dynamo allerede i tredie og næstsidste forsøg solidt i spidsen i konkurrencen om at udvikle det mest energieffektive køretøj, som Shell hvert år arrangerer i den sydfranske by Nogaro.
I konkurrence med hold fra omkring 200 universiteter fra hele verden, lykkedes det de studerende fra DTU at gentage succesen fra sidste år, hvor DTU Dynamo også sejrede i løbet.
Den anden bil - DTU Innovator - kom desværre aldrig i mål inden for de gældende regler. Men forsøget med at køre på DiMethylEther (DME) - et sodfrit, danskudviklet dieselbrændstof - har alligevel skabt respekt, ikke mindst fordi den hjemmebyggede dieselmotor på blot 0,05 liter er verdens mindste til persontransport.
"Vi er utroligt stolte over resultatet. Desværre kom DTU Innovator ikke rundt på banen inden for tidsgrænsen på grund af mekaniske problemer med kæden, men hele oplevelsen ved at se de studerendes gejst og vilje kronet med sejren med DTU Dynamo, har været ganske utrolig", siger lektor Jesper Schramm.