Den CO2-nautrale festival CO2PENHAGEN har vundet en pris for sin innovative tilgang til formidling af klimaproblematikken.
Verdens første CO2-neutrale festival, CO2PENHAGEN har vundet en særpris for sin innovative tilgang til formidling af klimaproblematikken. Prisen blev uddelt af Berlingske Tidende, Mandag Morgen og PriceWaterhouseCoopers under Nordic Climate Solutions-konferencen i Bella Centret. Christian Motzfeldt, direktør for Vækstfonden, overrakte prisen.
”Denne her ide er ganske enkelt så innovativ, at den fortjener en pris, selv om den er anderledes end de øvrige nominerede. Der er jo ikke tale om en virksomhed, som kan skalere op og på den måde reducere ressourceforbruget i verden. De kan i stedet være med til at skabe opmærksomhed og debat, som kan have stor betydning. De sætter fokus på de mange energiløsninger, der findes på et universitet som DTU” fortæller han.
DTU bliver festivalplads
Projektet er startet af Katrine Vejby og Nina Jensen, der er henholdsvis journalist og arkitekt. De har fået ideen om at lave en festival, hvor teknologi, kunst og design er i samspil. DTUs studerende kan være med til at synliggøre bæredygtige energiteknologier for de unge, der er en af festivalens primære målgrupper. På DTU får en lang række projektvejledere og studerende en vigtig rolle i festivalen. De skal være med til at udvikle de løsninger, der kan forsyne festivalen med CO2-neutral energi. Det sker gennem alt fra kondicykler, over solceller, til bioethanol. Blandt de mere utraditionalle, er et dansegulv, der kan omdanne de danseglade festivalgængeres energi til lys.
Prisen skal udstilles
Hos CO2PENHAGEN mener arrangørerne, at prisen kan hjælpe dem videre i deres arbejde. En af de to idekvinder bag festivalen, Katrine Vejby, forklarer:
”Det betyder meget for vores fundraising til festivalen. Virksomhederne kan se, at dette her er en event, der er værd at støtte og som virkelig gør noget. Det er rigtig godt for os at få noget opmærksomhed, og vise at vi gør noget for at engagere den næste generation.”