Det kan komme til at koste cirka 2,5 mia. kr., hvis danske svin bliver smittet med afrikansk svinepest, viser simuleringer fra DTU Veterinærinstituttet.
En ny simuleringsmodel udarbejdet på DTU Veterinærinstituttet kan give svar på, hvordan og hvor hurtigt svinesygdommen afrikansk svinepest vil sprede sig, hvis den kommer til Danmark, og hvad de økonomiske omkostninger vil være af et sygdomsudbrud. Modellen er et vigtigt led i det danske sygdomsberedskab.
Afrikansk svinepest - på engelsk African Swine Fever (ASF) - er en alvorlig og ofte dødelig smitsom virussygdom hos svin. Sygdommen har endnu aldrig været konstateret i Danmark, men den er ikke længere væk end de østeuropæiske lande, så det er vigtigt at have et godt beredskab, hvis uheldet er ude, og smitten for eksempel skulle komme med en svinetransport derfra. Sygdommen spredes ikke kun gennem luften i en enkelt besætning, men også mellem besætninger over større afstande via personkontakt eller ved flytning af dyr.
Forsøgsdata med svin indgår i model
Data fra forsøg med spredning af ASF i små grupper af svin integreres derfor først i en model, der simulerer smitte inden for en besætning. Dernæst anvendes de i en større model, der simulerer spredning mellem flere besætninger. På den måde kan man forudsige størrelse og varighed af et udbrud og de deraf følgende omkostninger.
"Afrikansk svinepest er forbundet med høj dødelighed, og det var derfor nødvendigt at udvikle en ny og langt mere sofistikeret model til at simulere spredning af sygdommen inden for besætninger,“ fortæller Anette Boklund, der er seniorrådgiver på DTU Veterinærinstituttet.
"Afrikansk svinepest er forbundet med høj dødelighed, og det var derfor nødvendigt at udvikle en ny og langt mere sofistikeret model til at simulere spredning af sygdommen inden for besætninger."
Anette Boklund, seniorrådgiver, DTU Veterinærinstituttet
SIR-modellen (Susceptible-Infectious- Recovered/Removed) er baseret på resultater fra forsøg med den virus-stamme, der florerer i Østeuropa, og den opdateres løbende med nye data, efterhånden som flere eksperimentelle forsøg afsluttes og publiceres. Således har et nyt ph.d.-projekt udført på Lindholm f.eks. bidraget med flere data.
Hver eneste dag tæller
"De foreløbige simuleringer tyder på, at et udbrud af Afrikansk Svinepest i den danske svinepopulation vil have et begrænset omfang med tre smittede besætninger og en varighed på 28 dage. Epidemiens varighed er beregnet som tiden, fra den første besætning diagnosticeres til den sidste smittede er slået ned. Men der vil gå yderligere to til tre måneder, før Danmark igen kan opnå status som fri for ASF,“ siger Anette Boklund.
Simuleringen viser således, at det samlede tab i form af udgifter til bekæmpelse og ikke mindst mistede eksportindtægter ved et udbrud af afrikansk svinepest vil blive ca. 2,5 mia. kr.
"Derfor er det vigtigt, at der sættes ind for at undgå, at smitten kommer ind i danske besætninger,“ siger Anette Boklund.
Det næste skridt vil være at se på, om et udbrud kan begrænses ved at ændre kontrolstrategi.