Alene tanken om, at det dér plaster på et tidspunkt skal hives af igen, og hvordan det vil efterlade huden, kan få nogle til at foretrække helt at undvære plasteret på såret.
Hudklæbere, som Mette Krog Jensen har forsket i, bruges ikke kun til plastre, men også til sårbandager og stomiposer. For stomipatienter er fravalg imidlertid ikke en mulighed, og konsekvenserne, hvis hudklæberne ikke fungerer optimalt, er store i form af både lugt og lækager. Da DTU Avisen beder Mette om at beskrive det perfekte plaster, lyder hendes bud:
”Mens det skal sidde på, skal det sidde supergodt fast, huden skal kunne ånde og få tilført lidt fugt – og så skal det i øvrigt være behageligt – og idet man skal have det af, skal det holde op med at klæbe.”
Mette Krog Jensen, der netop har afsluttet sin ph.d.-uddannelse ved DTU Kemiteknik, har i samarbejde med Coloplast undersøgt et bestemt materiales egenskaber, når det optræder som hudklæber. Mette indledte sit ph.d.-studium, kort tid forinden Coloplast fik patent på en ny klæbertype, som potentielt kan forbedre livskvaliteten for stomipatienter, fordi huden bedre kan ånde igennem den. Før en produktion kunne sættes i gang, skulle det undersøges, hvordan materialet ville opføre sig i en brugssituation, og her kom Mette ind i billedet:
”Klæberen var testet i forhold til, at den ikke var skadelig for huden. Det, jeg har undersøgt, er, hvor klæbrig den skal være for at fungere optimalt. Selvfølgelig skal den sidde godt fast, men den kan ødelægge huden, når den hives af, hvis den sidder for godt fast,” beskriver Mette.
Hudklæbere har dårlig hukommelse
Det er en såkaldt elastomer med forskellige grader af blødhed, som Mette har undersøgt.
”En gummielastik er også en elastomer, men bestemt ikke en blød en. Man siger, at gummielastikker er 100 % elastiske, dvs. at de husker 100 % deres oprindelige tilstand. Hvis man trækker i en og slipper den, så vil den gendanne sin oprindelige form. De klæbere, jeg har arbejdet med, vil trække sig tilbage i en vis grad, men de har så meget blødhed, at de også vil deformere sig permanent,” forklarer Mette.
En elastomers egenskaber som klæber afhænger af, hvor den befinder sig mellem de to yderpoler elastisitet-viskoelasticitet. Jo mere viskoelastisk elastomeren er, desto blødere og mere klæbrig er den. – Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at en gummielastik vil fungere dårligt som plaster.
Under sin ph.d.-uddannelse har Mette Krog Jensen forsket i hudklæbere. Erfaringerne herfra gør hun nu brug af i sit nye job hos Ferrosan, hvor hun arbejder med forskning og udvikling inden for hospitalsudstyr.
Foto: Thorkild Amdi Christensen.
Til sine forsøg har Mette justeret klæbeevnen – og blødheden – i de forskellige prøver af elastomeren ved at ændre på den kemiske sammensætning. Hvis man doserer de forskellige komponenter, så de kan reagere fuldstændigt med hinanden, får man en gummielastik.
Er der derimod noget tilovers, efter komponenterne har reageret med hinanden, bliver prøven blødere og mere klæbrig. Jo mere der er tilovers, desto blødere og mere klæbrig bliver den. På den måde har Mette fremstillet prøver af klæberen, som hun næsten ikke kunne få af fingrene, og andre, som knapt nok kunne sidde fast – og alt derimellem.
Derefter har hun brugt et såkaldt oscillations-rheometer, der registrerer, hvad der sker, når man trækker i materialet og slipper det igen, til at måle prøvernes elasticitet og viskoelasticitet. Resultaterne herfra har Mette sammenholdt med resultaterne fra såkaldte peel-forsøg, hvor hun har sat klæberne fast på nogle stålplader og derefter målt, hvilken kraft der skulle til for at trække dem af igen.
Opdagelsesrejsende i forskningens verden
Undervejs i forløbet blev Mette grebet af lysten til at lære elastomeren endnu bedre at kende, og derfor satte hun sig for at lave en fuldstændig karakterisering af materialet, hvor det ikke kun handlede om, hvordan materialet opfører sig som klæber, men hvordan elastomerer opfører sig generelt. Det førte til, at hun sammen med værkstedet på DTU Kemiteknik udviklede et helt nyt instrument til at lave målinger på materialeopførslen.
”Mine målinger skulle gerne gøre det nemmere for Coloplast at bestemme, hvordan slutproduktet skal være,” siger Mette beskedent om sine resultater.
Samarbejdet med Coloplast har betydet, at Mette har fået et værdifuldt indblik i de mange faktorer, man skal tage højde for, når et helt nyt produkt skal sættes i produktion. Det har hun nu gavn af i sit nye job hos Ferrosan, hvor hun arbejder med forskning og udvikling inden for hospitalsudstyr, og til det job har ph.d.-uddannelsen ifølge Mette været det helt rigtige afsæt:
”Jeg har lært, hvordan man bærer sig ad med at undersøge ting, der ikke har været udforsket før.”