Det Strategiske Forskningsråd har netop bevilliget 23 mio. kroner til en forskningsalliance mellem DTU, Københavns Universitet og industrien. Målet er at udvikle metoder til at analysere 3D-film af materialer, mens de er i brug. 3D-teknologien skal give danske virksomheder et forspring i udviklingen af nye energiteknologier.
I forskningsalliancen CINEMA skal forskere fra DTU og Københavns Universitet sammen med fire danske virksomheder udvikle metoder til at optage detaljerede røntgenbaserede 3D-film af energimaterialer (fx vindmøllevinger) i brug og til efterfølgende at analysere dem langt hurtigere og mere præcist, end man kan i dag. Derved kan produkter med øget levetid og effektivitet nå markedet dobbelt så hurtigt som i dag.
”Med 3D-teknikkerne kan vi for første gang se ind i materialerne og finde ud af, hvad der sker med dem, mens de er i brug. Det betyder, at vi kan forstå dem meget bedre”, forklarer professor fra DTU Fysik Henning Friis Poulsen, der er projektleder på CINEMA.
De nye 3D-analyser skal fx bruges til at forbedre brændselsceller og de partikelfiltre, der renser udstødningsgassen i dieselbiler. 3D-analyserne skal også bruges til at forbedre styrken af vindmøllevinger ved at forudsige, hvornår og hvor der vil opstå skader pga. 'materialetræthed'.
Direktør for ’Materials & Process’, Torben Krogsdal Jacobsen fra vingeproducenten LM Wind Power, der deltager i CINEMA, har store forventninger til resultaterne:
”Vi forventer at få et langt bedre indblik i fejlmekanismerne i kompositmaterialer, som vi kan bruge i vores udvikling af den næste generations materialer til fremtidens vindmøllevinger”, siger Torben Krogsdal Jacobsen.
Starten på CINEMA-projektet falder sammen med åbningen af en industriportal på DTU Fysik, hvor virksomhederne kan få hjælp til at finde løsninger på deres materialeproblemer.