På messen Building Green, der blev afholdt i Forum i oktober, var der fokus på energieffektive løsninger til byggeriet. DTU-studerende deltog og fik kontakter til byggebranchen.
Blandt udstillerne var et hold DTUstuderende, der fremviste projekter, som tidligere havde deltaget i DTU’s studenterkonference Grøn Dyst. På Building Green var målgruppen byggebranchens virksomheder, og for de studerende betød det, at de fik kontakt med nogle af de virksomheder, som de måske skal arbejde for i fremtiden.
Flere af projekterne bruger et nybyggeri til DTU’s bachelorstuderende i Bygningsdesign som case. Et byggeri, der forventes at stå klar i august 2013. Idéen med projekterne er at afprøve forskellige energieffektive teknologier, som man i fremtiden kan lade indgå i nybyggerier.
David Goehring er vugge til vuggespecialist og direktør i Silentgreen.eu, som er en international konsulentvirksomhed, der arbejder med industri, myndigheder, forskningsinstitutioner og borgere for at fremme grøn udvikling af byområder. Han besøgte DTU’s stand og var imponeret over de studerendes præsentationer:
”De unge mennesker er rigtig godt på vej til at tænke rigtigt. Et af projekterne er et nulenergihus, som tager udgangspunkt i videnskaben bag indeklimaet. De lader så at sige en simulering af bygningens termiske indeklima skabe bygningen. Men samtidig har de et godt blik for rummenes geometri og for, hvilke materialer der skal bruges. Og det er netop den interdisciplinære tilgang, som jeg tror bliver afgørende for byggebranchen i de kommende årtier,” siger David Goehring.
Klar indgangsvinkel
En anden gruppe studerende arbejder med en integreret designproces, hvor alle aspekter af byggeriet er tænkt ind tidligt i processen; herunder blandt andet det totale energiforbrug, arkitekturens kvalitet, indeklima, dagslys, energibesparende og -producerende byggeteknologier, men også de studerendes krav til livet på campus. Resultatet er en nulenergibygning, som lever op til alle de krav, man kan stille til en moderne bygning.
Den tilgang vakte særlig opmærksomhed hos Jesper Frausig, som arbejder i innovationsafdelingen hos Gaia Solar, der er Skandinaviens største virksomhed, som producerer bygningsintegrerede solcellepaneler:
”Der er rigtig mange softwareprodukter på markedet, og der sker en stor udvikling inden for det område i disse år. Men det store spørgsmål er stadig, hvordan produkterne bedst kan integreres. Dette projekt har en klar indgangsvinkel, som handler om at være så bæredygtig som muligt. Og de studerende har baseret deres design på den indgangsvinkel,” siger Jesper Frausig.
Han fortæller, at Gaia Solar efter Building Green har kontaktet de studerende for både at finde en studentermedhjælper til virksomheden og for at undersøge mulighederne for et fremtidigt samarbejde. Heri ser Jesper Frausig nemlig en række fordele for både Gaia Solar og de studerende:
”De studerende forstår, hvordan man kan bruge software til at komme frem til de rigtige løsninger. Samtidig så kan vi som virksomhed være med til at øge deres viden om de byggetekniske processer. Om et par år er det jo dem, der skal ud og formidle solenergi, og det vil vi gerne give dem redskaber til,” siger Jesper Frausig.