Biomedicinsk uddannelsessamarbejde over Øresund

Fundamentet er nu lagt til en industrielt orienteret platform for uddannelse og træning af ph.d.-studerende og forskere inden for medicinsk forskning og udvikling. DTU er blandt de fire universiteter, der indgår i samarbejdet.

Kernen i det nyetablerede Medicines Research Academy (MRA) er et dansk-svensk samarbejde mellem fire førende universiteter inden for medicinsk forskning og uddannelse: Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Lunds Universitet og Universitetet i Uppsala.

 

Fra idé til produkt

De fire samarbejdsuniversiteter deltager med i alt 11 fakulteter, som dækker hele livscyklussen i forhold til udvikling af ny medicin fra idé til godkendt produkt. MRA vil styrke medicinsk forskning og udvikling ved at facilitere vidensdeling på tværs af både universiteter og offentlige og private skel. Det afspejles i akademiets styregruppe, hvis medlemmer ud over universiteterne tæller repræsentanter fra industriorganisationer inden for farma-, biotek- og medicobranchen samt det ministerielle niveau. Akademiet vil bl.a. etablere en fælles ph.d.-grad, som dokumenterer erfaring med industriel forskning og udvikling.

"Samarbejdet gennem MRA vil give vores studerende en værdifuld ballast i forhold til at arbejde i forskellige forskningsmiljøer. De studerende får mulighed for at vælge mellem mere end 150 akkrediterede kurser på de fire universiteter, når de skal sammensætte deres ph.d.-forløb," siger formand for styregruppen, professor Flemming Steen Jørgensen.  

 

Læs mere om Medicines Research Academy. 

 

Flere oplysninger

Professor Gregers Jungersen, DTU Veterinærinstituttet, tlf.: 35 88 62 34, e-mail: GRJU@vet.dtu.dk