Hvad er det, der sker med hjernen, når en person pludselig glemmer navnet på sin elskede? Eller ikke længere kan finde hjem? Omkring 80-100.000 danskere over 65 har en demenssygdom, og det tal vokser støt. Mange tror, at demens er en naturlig del af det at blive gammel, men den myte er for længst blevet manet i jorden. Forskere har slået fast, at demens skyldes en sygdom, og netop nu forsøger Hvidovre Hospitals MR-afdeling at finde ud af, hvad det er for nogle strukturelle ændringer, der sker i hjernen hos folk med demens:
”Alt, hvad vi udsætter os selv for gennem livet, bliver afspejlet i hjernen, så når vi kigger på et MR-billede af hjernen, er det som at se personens cv. Når vi ser efter, om en person har demens, er vores fokus bl.a. rettet mod corpus callosum, som er den bro, der forbinder venstre og højre hjernehalvdel. Vores erfaring er nemlig, at der ofte er en sammenhæng mellem ændringer af corpus callosum og visse symptomer ved demens,” forklarer Ellen Garde, der er afdelingslæge og leder af aldring og demens-sektionen på Hvidovre Hospitals MR-afdeling.
Et billede af demens
Ellen Garde ved, at tiden er kostbar – særligt når man har en demenssygdom. Det betyder derfor meget for hende at nå frem til nogle gode forskningsresultater hurtigt. Men selvom hun i dag har meget avanceret MR-scanningsudstyr til rådighed, har hun brug for hjælp til at analysere de mange data, hvis hun skal kunne se, hvad der helt præcis sker med hjernen, når en person udvikler demens. En af dem, der har givet Ellen Gardes forskning et ordentligt skub i den rigtige retning, er Michael Sass Hansen. Michael har netop færdiggjort sin ph.d. inden for medicinsk billedanalyse på DTU Informatik. Lidt populært fortalt har han udviklet en metode, som hjælper Ellen Garde med at ’læse’ MR-billeder af hjerner:
”Man er efterhånden blevet dygtige til at lave meget detaljerede 3-d-MR-billeder. Udfordringen er, at billederne er så rige på information, at det kan være svært for øjet at finde antydninger af en sygdom, men ved hjælp af Michaels matematiske algoritmer har vi et håb om, at det bliver nemmere og hurtigere,” forklarer Ellen Garde.
Michael Sass Hansen har fundet en metode, der kan hjælpe til at forstå hjernens funktioner endnu bedre. Især vil demenspatienter på sigt kunne nyde godt af den nye viden. Foto: Thorkild Amdi Christensen.
Når hjerner bliver til algoritmer
Når Michael Sass Hansen i dag kan bryste sig af at have hjulpet Ellen Garde til bedre at kunne tyde, hvad MR-billederne viser, skyldes det, at han har udviklet nogle matematiske algoritmer, så en computer hurtigt og fleksibelt kan se selv små ændringer af corpus callosums form. Resultaterne har han opnået ved at nærstudere 61 scanningsbilleder af hjerner. Billederne stammer fra ældre mennesker, som alle er i risikogruppen for at udvikle demenssygdomme. Michael har gennem sit ph.d.-projekt forsøgt at finde frem til en metode, som med tiden kan bidrage til at afsløre, om en person har en demenssygdom. Michael Sass Hansens vigtigste værktøj i denne proces har været såkaldte ’multivariate splines’:
”Når man beder computeren om at analysere detaljer i et scanningsbillede, har man førhen anvendt ’uniforme splines’, som er en form for transparent gitter, man lægger ned over billedet, så computeren er i stand til at analysere selv bittesmå elementer af billedet. I min forskning har jeg anvendt ’multivariate splines’, som mest af alt ligner et transparent spindelvæv. Fordelen ved at anvende ’spindelvævet’ har vist sig at være, at computeren har nemmere ved at håndtere de små forskelle samtidig med, at resultaterne kommer hurtigere,” fortæller Michael Sass Hansen.
På Hvidovre Hospitals MR-afdeling er man slet ikke i tvivl om værdien af Michael Sass Hansens forskningsresultater:
”Selvom vi er blevet dygtigere til at se, om folk har demens, kan det være sværere for os at vurdere, præcis hvilken type demens den enkelte patient har. Det er derfor fuldstændig uvurderligt, at vi har sådan en som Michael, som kan hjælpe os et skridt videre med at analysere den store mængde data, som ligger bag MR-billederne – og dermed i sidste ende hjælpe patienterne,” fortæller Ellen Garde.
Næste stop: postdoc
Mens afdelingslæge Ellen Garde fortsat vil forsøge at blive klogere på hjernen og demens, kommer de næste to år af Michael Sass Hansens liv til at dreje sig om hele kroppen. Michael Sass Hansen har netop bosat sig i Boston, hvor han har opnået en toårig postdoc-ansættelse ved Harvard Medical School. Her vil han afprøve og tilpasse sin forskning i medicinsk billedanalyse i et klinisk miljø:
”I dag foregår mange operationer eksempelvis gennem blodåren. Ved sådanne operationer har man brug for at tage billeder her og nu af indgrebet og sammenligne dem med det scanningsbillede, man tog inden operationen. De røntgenbilleder, man kan tage i dag, er så dårlige, at de intet er værd for kirurgen. Mit mål er derfor, at jeg i løbet af min postdoc kan udvikle metoden med de ’multivariate splines’, så kirurgen kan få skarpe computergenerede billeder under operationen. Lykkes det, kommer det i sidste ende til at betyde hurtigere, bedre og sikrere operationer,” fortæller Michael Sass Hansen.
- Marie Vendelboe Fridorf