”Tålmodighed og solid forskning.” Sådan lyder den opskrift, som engagerede forskere skal følge, hvis de vil have indflydelse på verdens miljøpolitik. De to stikord kommer fra mexicanske Mario J. Molina, som kan udtale sig om sagen med en vis vægt. Sammen med sin amerikanske kollega Frank S. Rowland offentliggjorde han i 1974 en videnskabelig artikel, som hævdede, at de såkaldte CFC-gasser, som dengang blev brugt i stor stil blandt andet som drivmiddel i spraydåser og som kølemiddel i køleskabe, var et miljøproblem.
I modsætning til stort set alle andre kemikalier i bred anvendelse var de sejlivede CFC-gasser (chlor-fluorocarboner) i stand til at overleve helt op i stratosfæren, påpegede de to forskere. Her ville CFC til sidst spaltes, hvorefter den frigivne klor ville nedbryde ozon, O3, til ilt, O2. Dermed mistede vi den beskyttelse mod solens skadelige ultraviolette stråling, som ozonlaget yder.
Rent bortset fra at de begge senere – i 1995 – modtog Nobelprisen i kemi for deres arbejde sammen med en tredje forsker på området, Paul J. Crutzen, blev deres hypotese starten på en proces, hvor ny forskningsbaseret erkendelse førte til politisk handling. I 1987 vedtog et stort antal lande den såkaldte Montrealprotokol, som reelt gjorde en ende på brugen af CFC-gasserne.
Grænselandet mellem forskning og politik
I dag er Mario Molina formentlig en af de forskere i verden, som har størst politisk indflydelse. For det første rådgiver han Mexicos regering om miljø- og klimapolitik, for det andet er han medlem af den amerikanske præsident Barack Obamas videnskabelige råd. Desuden er han leder af Mario Molina Center, som er en forskningsbaseret tænketank, der især er engageret i klimasagen.
”Beskyttelsen af ozonlaget blev jo en hjertesag for mig. Jeg holdt mig ikke fuldstændig til at forske, men blev også involveret i arbejdet omkring Montrealprotokollen. Det førte mig videre ind i klimaspørgsmålet. Jeg fortsatte med at forske, blandt andet har jeg forsket i luftkvalitet i Mexico City, men for fem-seks år siden besluttede jeg helt at hellige mig det, jeg foretrækker at kalde koblingen mellem forskning og politik. Især interesserer det mig, hvordan vi indretter samfundsøkonomien på en måde, så vi tilskynder folk til at opføre sig miljørigtigt. I dag er der faktisk mange økonomiske incitamenter, som netop tilskynder folk til at opføre sig miljøskadeligt,” siger Mario Molina.
Som eksempel nævner nobelpristageren, at mange lande giver tilskud både til produktion og forbrug af energi:
”Traditionelt har et højt niveau af produktion og forbrug af energi været betragtet som et mål for, hvor højt udviklet et land har været. Så jo mere, jo bedre. Den tænkning er vi naturligvis nødt til at gå væk fra.”
Mexico er i farezonen
Mario Molina besøger DTU for at holde en gæsteforelæsning, men det er ikke hans første besøg i Danmark. I 2009 deltog han i FN’s klimatopmøde i Bella Centeret.
”Omverdenen havde store forhåbninger til mødet, men for insidere var det klart på forhånd, at der ikke ville ske ret meget,” husker Molina.
”Situationen var låst, fordi den politiske situation i USA ikke tillod, at landet tilsluttede sig en vidtgående aftale. Dermed kunne man heller ikke bede for eksempel Kina og Indien om at handle.”
Deltagelsen i København skete som en del af den mexicanske delegation. Mexico er gået væsentligt længere i beskyttelsen af klimaet, end landet har forpligtet sig til.
”Mexico er relativt sårbart over for klimaforandringer. Landet har lange kystlinjer og er derfor udsat for både havstigninger og orkaner. Desuden er store dele af landet udsat for tørke,” forklarer Molina.
”Samtidig må jeg kreditere præsident Felipe Calderon. Han var tidligere energiminister og har længe betragtet klimasagen som en personlig udfordring. Heldigvis har jeg været i stand til at hjælpe præsidenten og regeringen med idéer til, hvordan man kan mindske udledningen af klimagasser.”
USA er stadig stopklods
Det mexicanske engagement betød blandt andet, at landet overtog stafetten fra Danmark og afholdt den næste FN-klimakonference i Cancun i 2010.
”På baggrund af resultatet i København var forventningerne til Cancun meget lave, men jeg mener faktisk, at det lykkedes at opnå visse fremskridt. Især hvad angår beskyttelsen af verdens skove, der jo bidrager til at stabilisere klimaet, og med hensyn til oprettelsen af en grøn fond, hvor verdens rigeste lande hjælper verdens fattigste lande med grøn omstilling og med at tilpasse sig klimaforandringer.”
På det store spørgsmål, som er begrænsninger i udledningerne af kuldioxid og andre drivhusgasser, skete der dog ingen fremskridt hverken i Cancun eller ved senere konferencer. Her er USA fortsat den afgørende stopklods, lyder Mario Molinas analyse:
”Siden topmødet i København er situationen yderligere forværret, da vi nu har fået republikansk flertal i Kongressen. Som præsident er der visse ting, Obama har mulighed for at gøre. For eksempel kan han standse udbygningen af kulfyrede kraftværker – og det har han også gjort. Men på spørgsmålet om at forpligte USA i de internationale klimaforhandlinger er han nødt til at have Kongressen bag sig, og det er simpelthen ikke realistisk i øjeblikket.”
 |
| Mario Molina besøgte DTU i juni 2012, hvor han holdt en forelæsning om sit arbejde for klimaet for et spørgelystent publikum i et fyldt auditorium. |
Dygtig kampagne fra klimabenægtere
Under sin valgkampagne og i sine første taler som præsident fremhævede Barack Obama flere gange nødvendigheden af klimabeskyttelse og grøn vækst, men andre spørgsmål fik snart lov til at tage over.
”Som jeg ser det, er præsidentens personlige holdning uændret, men han er blevet rådgivet til at nedtone den grønne profil, fordi sagen på mærkelig vis er blevet politiseret. Jeg kan ikke selv se, at det giver mening at være venstre- eller højreorienteret i forhold til global opvarmning, men jeg må konstatere, at det er fuldstændig acceptabelt for amerikanske politikere at benægte fænomenet. For mig svarer det til at gå tilbage til astrologi. I øvrigt er det nogle af de samme mennesker, som benægter evolutionen.”
Resultatet er, at klimasagen er blevet væsentligt mere kompliceret i sammenligning med beskyttelsen af ozonlaget.
”I sagen om CFC-gasserne var der også stor modstand i starten. Mange syntes, at vores teori var langt ude. Det tog godt 10 år at få den videnskabelige dokumentation på plads, men da først dokumentationen var der, blev både forskningsverdenen og industrien overbevist. Derefter tog det kun et par år at omsætte erkendelsen til politisk handling. Sådant er det jo bestemt ikke gået med klimabeskyttelsen.”
Mario Molina erkender, at klimabenægternes styrke har overrasket ham:
”Man har ført en kampagne, som dygtigt har udnyttet mediernes tendens til at give to parter i en sag lige vægt. På den måde har klimabenægterne fyldt meget, selvom der i virkeligheden er en ganske klar konsensus i det videnskabelige samfund.”
Klimaforskerne kommunikerer forkert
Alligevel mener Mario Molina, at forskernes opskrift må være den samme som i sagen om ozonlaget:
”I tiden inden sammenhængen med CFC-gasser blev dokumenteret, var der masser af forsøg på at så tvivl om tingene. Vores svar den gang var tålmodighed og solid forskning. Det samme svar må vi give i dag i klimasagen.” Samtidig er der en anden parallel til beskyttelsen af ozonlaget, mener han:
”Vi begynder at kunne se effekterne i naturen. I dag har vi dokumentation for, at visse ekstreme vejrbegivenheder forekommer hyppigere. For hedebølger er statistikken allerede klar, og jeg er overbevist om, at vi snart vil have tilsvarende solid dokumentation for andre fænomener. Det vil sætte det videnskabelige samfund i stand til at gå ud med budskaberne med større vægt, og så vil den offentlige mening også flytte sig.”
Ifølge nobelpristageren bør forskerne samtidig overveje, hvordan de kommunikerer budskaberne:
"Klimaforskerne har tradition for at udtale sig om, hvordan klimaet vil være ved udgangen af dette århundrede. det har ikke været en klog strategi."
Mario Molina, kemiker og nobelprismodtager
”Klimaforskerne har tradition for at udtale sig om, hvordan klimaet vil være ved udgangen af dette århundrede. Det har ikke været en klog strategi. Ganske vist vil folk gerne deres børn og børnebørn det bedste, men det er nu engang virkningerne på kort sigt, der vejer tungest for dem. Derfor skal man efter min mening lægge meget større vægt på de virkninger, man allerede kan se, og på de virkninger, der vil optræde inden for få årtier.”
Industrien skal spille med
Endelig er der spørgsmålet om, hvordan industrien vil stille sig.
”I sagen om CFC-gasserne var blandt andre virksomheden DuPont, som dengang var verdens største producent, hurtig til at anerkende sammenhængen og gå i dialog om, hvordan man kunne erstatte CFC med andre stoffer. Jeg mener, det er en lære af sagen om beskyttelse af ozonlaget, at man kan nå langt ved at have et konstruktivt samspil med industrien. Adskillige virksomheder er da også engagerede i klimasagen, men der er fortsat nogle sværvægtere, der i stedet vælger at skabe støj ved at finansiere klimabenægterne.”
Blandt de grønne virksomheder, der gør en indsats for at beskytte klimaet ved at mindske egne udledninger fra produktionen, er netop DuPont.
”Medarbejderne er stolte af at arbejde for en virksomhed, der tager ansvar for miljøet – og virksomheden tjener masser af penge alligevel. Det er værd at tage med i betragtning, for i sagen om CFC-gasserne var et af argumenterne netop, at det ville være alt for dyrt og koste mange arbejdspladser at gå væk fra CFC. Men disse tab har aldrig materialiseret sig!”
”Tilsvarende vurderer økonomerne, at det vil koste en til to procent af verdens BNP at undgå klimaforandringer. Det er selvfølgelig mange penge, men langt mindre end de økonomiske tab, som klimaforandringerne truer med at påføre os. På baggrund af erfaringerne med CFCgasserne kan man samtidig spørge, om omkostningerne i det hele taget vil være så store, som vi forestiller os i dag. Forskningen kan ikke besvare spørgsmålet om, hvad samfundet skal gøre, men ud fra økonomiske overvejelser er det klart, at selv hvis vi får omkostninger i den størrelsesorden, der tegner sig, vil det være en fornuftig investering i betragtning af de tab, der ellers vil komme.”
Obama retter kursen op
Som et af de 21 medlemmer af Barack Obamas rådgivende forskningsudvalg skulle man tro, at Mario Molina selv havde mulighed for at præge udviklingen i USA.
”Vi prøver helt bestemt. Men vi er jo ikke alene om at rådgive præsidenten. Især ligger vi i konkurrence med visse af hans politiske rådgivere. Imidlertid tyder det nu på, at han ikke har fået det store politiske udbytte af at give efter for klimabenægterne. Faktisk er budskaberne om grøn vækst kommet tilbage på det seneste.”
I det hele taget ser Mario Molina mange opmuntrende tendenser.
”Selvom for eksempel Kina og Indien officielt ikke accepterer at have nogen forpligtelser i henhold til Kyotoprotokollen endnu, så er de ikke ufølsomme over klimaspørgsmålet. Udledningerne af drivhusgasser i begge lande vokser fortsat, fordi deres økonomier vokser, men ikke så hurtigt, som det ville være tilfældet uden grønne politikker.”
Ros til danmark
I forbindelse med gæsteforelæsningen på DTU har Mario Molina gennemført en rundtur til en række institutter.
”Danmark er et lille land, men jeres eksempel er vigtigt. I har vist lederskab, for eksempel inden for vindkraft, og har også stærk forskning inden for sol- og bioenergi. Samtidig vil jeg fremhæve Risø (institutterne DTU Vindenergi og DTU Energikonvertering, red. ), som Mario Molina Center for nylig har samarbejdet med. DTU spiller en vigtig rolle i promoveringen af grønne teknologier. Ideelt set skulle de grønne teknologier være konkurrencedygtige med for eksempel fossile energiteknologier, men i betragtning af opgavens enorme omfang må vi erkende, at der er behov for, at regeringerne spiller med, sådan som I gør i Danmark.”
”I virkeligheden betragter jeg det ikke som subsidier til grøn teknologi, men snarere som at man korrigerer for, at markedet ikke er i stand til at sætte en pris på de omkostninger, som er forbundet med de traditionelle løsninger.”
”Danmarks eksempel viser for mig, at man godt kan satse på vedvarende energi og samtidig opretholde en høj levestandard. Faktisk vil jeg mene, at selv hvis klimaforandringer ikke bliver så ødelæggende, som vi frygter, vil vedvarende energi stadig være en god forretning for Danmark. Samtidig er det sådan, at signalerne om ødelæggende forandringer er meget stærke, og dermed er jeg helt overbevist om, at Danmark har valgt en rigtig kurs.”