Stigende temperaturer og mindre is ved Grønland åbner for nye olieboringer. Det øger til gengæld risikoen for store olieudslip. Ny forskning fra DTU viser, hvordan vi effektivt bekæmper olieforurening i Arktis
Janne Fritt-Rasmussen fra Center for Arktisk Teknologi ved DTU Byg har for nylig afsluttet sin ph.d., hvori hun gennem feltstudier i blandt andet Barentshavet peger på, hvad der i nogle tilfælde kan være det eneste realistiske svar på en oliekatastrofe i Arktis: in situ burning. Eller som man ville sige på dansk: afbrænding på stedet.
Nye forsøg fra DTU viser, at det under gunstige forhold er muligt at fjerne over 90 % af en olieforurening ved ganske enkelt at sætte ild på den. Det er det, der sker her. Foto: SINTEF.
Som en del af forsøgene havde Janne Fritt-Rasmussen og hendes kolleger blandt andet hældt 2000 liter olie ud på den isfyldte havoverflade i Barentshavet og forberedt nogle poser, som de havde fyldt med en halv liter geleret benzin – bedre kendt som napalm. Man kan dog sagtens bruge andre brændbare stoffer, eksempelvis råolie.
”Vi lagde tolv poser på strategiske steder på oliespildet. Bagefter gik vi rundt på isflagerne med en gasbrænder og satte ild til. Vi sørgede selvfølgelig for at have vinden i ryggen, så vi fik flammespredningen den rigtige vej, og så brændte det ellers,” siger hun.
Skrøbeligt miljø
En del af baggrunden for forskningsprojektet er de klimaforandringer, der betyder, at meget vil ændre sig i Arktis i de kommende år. Afsmeltningen af isen betyder bl.a., at det er blevet muligt at starte de meget omtalte boringer efter olie ved Grønland, hvor man vurderer, at op mod 25 % af verdens uopdagede olieressourcer findes.
Det er dog et meget skrøbeligt miljø, der nu kan se frem til helt nye trusler fra boreplatforme og en øget skibstrafik. For hvis noget går galt i Arktis, så kan det gå rigtig galt, forklarer Janne Fritt-Rasmussen:
”Omfanget af skaderne fra en olieforurening er meget situationsspecifik, stedsspecifik og årstidsspecifik, ligesom det har stor betydning, hvilken olie der er tale om. Nedbrydningsprocesserne i Arktis, hvor der er koldt, sker meget langsommere end nede ved fx oliekatastrofen i Mexico-golfen, hvor store dele af olien hurtigt fordampede og blev nedbrudt. Desuden tager det meget længere tid for miljøet at genoprette sig. Der er kun få måneder med lys og temperaturer, og så er der ellers kulde, sne og mørke resten af tiden. Derfor kan det være ret omfattende, hvis en forurening får lov til at ramme en fuglekoloni eller isbjørne og hvaler.”
Utidssvarende beredskab
Beredskabet i Grønland er i dag fordelt på 12 byer, der hver er gearet til at klare forureninger på op til 20.000 liter olie. Til sammenligning var udslippet fra Exxon Valdez i Alaska i 1989 på 41 millioner liter. Der findes altså ikke i dag udstyr på Grønland til at håndtere en større forurening, men selvom man transporterer udstyr fra Canada eller Danmark, mener Janne Fritt-Rasmussen, at beredskabet lader noget tilbage at ønske.
I dag bruger man blandt andet såkaldt mekanisk oprensning efter et olieudslip. Det foregår ved at lægge flydespærrere ud, som kan holde sammen på olien, hvorefter man kan samle olien op med maskiner med store børster (skimmers), men forholdene i Arktis gør, at denne metode næppe vil kunne anvendes ved et større udslip.
En anden metode, man kunne tage i brug, er dispergeringsmidler. Det er kemikalier, som sammen med høj bølgeenergi, fungerer ved at opløse olien i små dråber. Olien blandes ned i vandet, og bliver lettere at nedbryde for mikroorganismer på den måde. Men netop i Arktis er det også en metode, der har nogle indbyggede udfordringer.
”For at bruge dispergeringsmidler skal du for det første kunne ramme olien, og det kan være svært mellem isflager. For det andet så skal du tilføre energi, så olien blandes med dispergeringsvæsken og kan danne de bittesmå dråber,” siger Janne Fritt-Rasmussen.
Janne Fritt-Rasmussen i færd med at sætte ild til en kontrolleret olieforurening som led i forsøgene i Grønland. Foto: SINTEF.
Dispergeringskemikalierne fjerner ikke olien fra miljøet. De fremskynder kun nedbrydningen af den og fjerner olien fra havoverfladen. Janne Fritt-Rasmussen fremhæver dog, at skimmers og dispergering stadig vil være nødvendige værktøjer i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at brænde olien.
”Med afbrænding har du endnu et værktøj i værktøjskassen. Og så kan du sige: ”Vi har jo helt vindstille, vi har godt med is, olien ligger tyk, og det er langt ude på havet. Jamen, så sætter vi ild på.” Så i stedet for at vi skal have en hel masse personel op med flydespærrere og skimmere, så kan vi reagere meget hurtigt ved at brænde olien. Det kræver ikke så meget som de andre metoder, og under gode forhold kan du få fjernet over 90 % af olien,” siger Janne Fritt-Rasmussen, men understreger, at der altid vil være et oprydningsarbejde – også efter en afbrænding.
Tre gode grunde til afbrænding
Tiden er et helt afgørende element i at forhindre oliekatastrofer. For når olien først er kommet ud på havet eller isen, går flere forvitringsprocesser i gang. Vind- og strømforhold afgør, hvor meget olien når at sprede sig på havoverfladen, og hvor hurtigt den blandes med vandet, mens temperaturen afgør, hvor hurtigt den naturlige nedbrydning fra mikroorganismer arbejder, og hvor meget af olien der damper op i atmosfæren. Der er således et element af held i uheld ved et oliespild i Arktis, idet alle disse processer netop arbejder langsommere i is og koldt klima.
I mange tilfælde vil man altså have mere tid til at sætte ind over for en olieforurening i Arktis, men det er alligevel afgørende, viser Janne Fritt-Rasmussens forskning, at man sætter hurtigt ind. Hvor stort tidsvinduet er, afhænger af vejrforhold, og hvilken olie der er spildt. Der er nemlig forskel på, hvor meget vand de forskellige olier optager, når de ligger på havoverfladen. Nogle olietyper kan ligge i flere dage uden at tage særlig meget vand op, mens det ved andre er et spørgsmål om timer. Det er helt afgørende at sætte ind, før der er kommet for meget vand i olien.
”For at kunne bruge afbrænding, så skal du først have vandet ud. Alt efter hvor længe olien har ligget på havet, så bliver emulsionen mere og mere stabil. Derfor tilsætter vi også et kemikalie til det, vi bruger til at tænde olien med, der bryder emulsionen i det område, hvor du har placeret din lighter, og hvis du er heldig, så kan du få flammerne til at sprede sig og olien til at brænde af sig selv,” siger Janne Fritt-Rasmussen.
De lave temperaturer, den megen is og den langsommere opløsning af forureningen, som er nogle af de væsentligste grunde til, at en oliekatastrofe i Arktis ville være særligt katastrofal, taler altså samtidig til fordel for afbrænding som en del af beredskabet. Især set i lyset af, at risikoen for et større olieudslip ved Arktis kun stiger i takt med den øgede skibstrafik og de nye olieboringer.