Miljøvenlig og billigere affaldsvarme

Nu åbnes der for affaldsvarmen til Danmarks Tekniske Universitet og Holte Fjern­varmes kunder. Det betyder reduktion i CO2-udledningen og billigere og mere miljøvenlig varme til borgere og virksomheder. Anlægget indvies officielt ved en reception den 21. august 2009.

Varmen hos DTU i Lyngby og hos Holte Fjernvarmes forbrugere vil i sommerhalvåret fremover komme fra affaldsforbrænding på Nordforbrændings anlæg i Kokkedal i stedet for naturgas. Derved gøres der brug af de varmemængder fra affaldsforbrændingen, som hidtil ikke har kunnet udnyttes. Det betyder en markant reduktion i CO2-udledningen, ligesom affaldsvarmen også økonomisk er fordelagtig, da den prismæssigt er et gunstigt alternativ til de nuværende varmekilder.

 

Stærkt samarbejde bag ny varmeleverance

Aftalen om udnyttelse af affaldsvarmen blev indgået i slutningen af 2008, hvor Nordforbrænding, Dong Energy, DTU og Holte Fjernvarme gav hinanden håndslag på at sikre udnyttelsen af varmen fra affaldsfor­brændingen hos Nordforbrænding bedst muligt.

Anlægsarbejdet med en fjernvarmeledning gennem Rude Skov fra Svaneparken i Birkerød til Holte Fjern­varmes varmecentral i Øverød er nu afsluttet, og anlægget er blevet succesfuldt testkørt hen over somme­ren.

 

Officiel indvielse den 21. august ved borgmester Erik Fabrin

Nu er tiden derfor inde til den officielle indvielse af anlægget, og det markeres ved en reception fredag den 21. august 2009 kl. 13.00 på Holte Fjernvarmes anlæg på Skovlytoften 7 i Holte, hvor repræsentan­ter for aftaleparterne deltager, og pressen er velkommen.

 

Den officielle igangsætning af affaldsvarmeforsyningen foretages af Rudersdal kommunes borgmester, Erik Fabrin. Da borgmesteren tillige er næstformand for bestyrelsen i Nordforbrænding, og kommunen er Holte Fjernvarmes største enkeltkunde, kan borgmesteren glæde sig over fordelene af den miljøvenlige aftale både som leverandør og kunde.

 

Læs mere om Holte Fjernvarme her