DTU Nutech´s aktiviteter skal integreres i tre institutter

For at skabe bedre forankrede rammer for den nukleare forskning – og samtidig styrke andre eksisterende forskningsområder på universitetet – har DTU’s direktion besluttet, at aktiviteterne på DTU Nutech, Center for Nukleare Teknologier, fra 1. januar 2020 skal overgå til tre af DTU´s institutter.


DTU Nutech, der i dag er et center, som både omfavner forskning, myndighedsbetjening og kommerciel forretning, ophører  som selvstændig organisatorisk enhed.

 

Medarbejdere og faciliteter vil i stedet blive integreret i institutterne DTU Miljø, DTU Sundhedsteknologi og DTU Fysik. Beslutningen træder i kraft fra årsskiftet, samtidig med at DTU Nutechs direktør, Jens-Peter Lynov, har valgt at gå på pension.

 

DTU Nutech er i dag - både hvad angår forskning og innovation - på højt internationalt niveau. Det er direktionens vurdering, at der vil være store gevinster ved at integrere nuklearforskningen i de institutter, som arbejder inden for de samme områder.

"Samlet set bliver det efter vores vurdering den bedste måde at forankre den nukleare forskning på, så det tillige er med til at styrke andre forskningsområder på DTU."
Rasmus Larsen

 

 Det vil sikre en bedre kobling af nuklearforskningen til DTU’s strategiske satsninger og kerneopgaver, og det vil give de bedste vækstmuligheder. Samtidig kan det styrke mulighederne for ekstern forskningsfinansiering og udvide undervisningsporteføljen inden for bl.a. radioaktiv medicin til kræftbehandling, Danmarks nukleare overvågning, miljøberedskab og strålingsfysik.

 

Det forventes således, at indlejringen i miljøer med en samlet større kritisk masse vil øge mulighederne for, at den nukleare forskning fortsat vil kunne tiltrække midler og talentfulde unge forskere.

 

Den konkrete proces

Reorganiseringen af DTU Nutech ledes af prorektor, Rasmus Larsen. Som en del af arbejdet skal det bl.a. afklares, hvordan beslutningen udmøntes i respekt for medarbejdere, forskning og DTU’s overordnede mål og opgaver. Det skal samtidig sikres, at DTU fortsat lever op til sine forpligtelser over for myndigheder og andre eksterne interessenter.

 

Der skal i reorganiseringsarbejdet også tages stilling til fremtidig placering af aktiviteter under hensyntagen til, at DTU Nutech råder over forskningsinfrastruktur på Risø Campus, bl.a. Hevesy Laboratoriet.

 

”Samlet set bliver det efter vores vurdering den bedste måde at forankre den nukleare forskning på, så det tillige er med til at styrke andre forskningsområder på DTU,” forklarer Rasmus Larsen.

 

Medarbejderne på de involverede institutter er blevet orienteret om de overordnede organisatoriske ændringer, der vil finde sted fra og med 1. januar 2020.